Undervisningen foregår på hold med op til 30 deltagere og al undervisning foregår på amerikansk engelsk. Formen er en kombination af forelæsninger, gruppearbejde, holdundervisning og projektarbejde. Nogle af timerne bliver afviklet på baggrund af mundtlige eller skriftlige oplæg fra de studerende, som er forberedt gruppevis eller af den enkelte studerende.
Som studerende har du i gennemsnit 12 undervisningstimer om ugen. Dertil kommer forberedelsen til timerne. At studere er fuldtidsarbejde, og til forskel fra gymnasiet kræver et universitetsstudium en stor portion selvdisciplin på grund af de relativt få timers undervisning og de mange timers forberedelse.
Når du begynder på studier kommer du i en læsegruppe, så du kan diskutere stoffet sammen med dine medstuderende. Ved studiestarten hjælper både undervisere og ældre studerende de nye godt i gang.
Eksamen
Studiet består af både sproglige, litterære, historiske, politiske og økonomiske fag og al undervisning samt eksamener foregår på engelsk. Studieåret er inddelt i to semestre, som hver afsluttes med eksamen i henholdsvis december/januar og maj/juni.
Bacheloruddannelsen afslutter du med et bachelorprojekt, der er en mindre akademisk afhandling.
Udlandsophold
Uddannelsen er tilrettelagt, så du har mulighed for at tage på studieophold i udlandet i 4. semester. Du kan for eksempel vælge at tage på et halvt års udveksling på et amerikansk eller europæisk universitet
Center for Amerikanske Studier har aftaler med flere amerikanske universiteter, eksemplevis University of Ohio at Athens, University of Wyoming og California State University Bakersfield, hvor det vil være oplagt at komme på udveksling.
Derudover har centret aftaler med universiteter i Amsterdam, Berlin, Mainz, München, Leipzig, Wien, Manchester, Oslo, Paris, Firenze, Torino og Thessaloniki.
Det internationale engagement er i det hele taget stærkt, og forskerne tager løbende på udlandsophold og deltager aktivt i internationale forskningsprojekter.
Praktikophold
Der er også mulighed for at du kan komme i praktik i en virksomhed eller organisation enten i Danmark eller i udlandet. På den måde får du indblik dels i en organisations eller virksomheds sociale-, administrative- og kommunikationsmæssige miljø og dels i hvordan din nye viden kan bruges.
Bachelor eller kandidat?
Efter gennemført bacheloruddannelse er der mulighed for at læse videre på en toårig kandidatuddannelse inden for forskellige fag for eksempel overbygningen på Amerikanske Studier eller Kultur og Formidling.