Efter utallige opfordringer - og med generøs støtte fra Carlsbergs Mindelegat - har vi igen inviteret Den Alternative Nobelpris, Ig Nobel Prize, på Danmarksturné. Prisen besøger Syddansk Universitet, Københavns Universitet og Aarhus Universitet. Her kan du møde tre prismodtagere sammen med prisens stifter, matematiker Marc Abrahams.
Om Ig Nobel-prisen
Ig Nobel-prisen sætter fokus på ti af årets publicerede forskningsresultater, som er særligt kreative, men samtidig seriøse, usandsynlige og bizarre. Sagt på en anden måde: prisen gives til den ”forunderlige forskning” som først får os til at le – og derefter maner os til eftertanke.
Under stor mediebevågenhed og orkestreret af prisstifter Marc Abrahams blev de ti seneste Ig Nobel-priser uddelt for 22. gang ved en stor gallaceremoni på Harvard University, USA den 20. september 2012.
Prisen uddeles inden for en bred vifte af videnskaber – med hovedvægt på naturvidenskab, medicin og samfundsvidenskab. Priserne tildeles i almindelighed til anerkendt, seriøs forskning, som har været publiceret i peer-reviewede tidsskrifter.
Oplev tre prisvindere i Odense
I forbindelse med Ig Nobel prize-turnéen i Danmark kommer prisstifter Marc Abrahams og tre Ig Nobelpris-vindere til Odense den 6. marts 2013.
Aftenen indledes med et foredrag af Marc Abrahams, som, med glimt i øjet, beretter om prisen, ceremonien på Harvard University og om nogle af de seneste års prismodtagere og deres forskning ”som ikke kan eller bør gentages”. Herefter beretter tre Ig Nobel Prize-vindere om den forskning, der udløste deres pris. Du får rig mulighed for at stille spørgsmål.
Praktisk information
Arrangementet afholdes onsdag d. 6. marts 2013 kl. 19.00 - 21.00 på Syddansk Universitet i lokale U47. Arrangementet afholdes i et samarbejde mellem Det Naturvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet og Ungdommens Naturvidenskabelige Forening.
Dette arrangement kan gennemføres med fri entré pga. generøs støtte fra Carlsbergs Mindelegat.
Tilmelding er dog nødvendig.
Tilmeld dig her
Foredragene afholdes på letforståeligt engelsk.
Arrangementet afholdes også i Aarhus d. 4. og 5. marts og i København d. 7. marts.