Som en perle i det store univers, ligger den der, den lille blå planet ’Jordøen’. Dannet sammen med de andre planeter i solsystemet for så længe siden, at man kan blive helt svimmel bare ved tanken om så stort et tal.
Lidt svimmel kan man også blive, når man tænker på, hvilket heldigt smørhul ’Jordøen’ i sin tid egentlig er havnet i. På rundtur i sit uendelige kredsløb ligger Jordøen nemlig lige præcis så langt væk fra Solen, at her hverken bliver for varmt eller for koldt. Måske det er derfor, at alverdens dyre og planteliv har kunnet udvikle sig og stortrives lige netop på denne planet.
Situationen lige nu
Situationen på Jordøen spidser til dag for dag. ”Det ligner efterhånden en kamp mod uret”, lyder meldinger fra forskere i alle verdenshjørner. Situationen er meget kritisk, og der må handles hurtigt, hvis vi skal sikre planetens fremtid. De tre altoverskyggende problemer er:
- Klimaet ændrer sig med lynets hast og med katastrofale følger for naturen og for Jordøens befolkning
- Energiforsyningerne er ganske enkelt meget tæt på at slippe op
- Og så bliver indbyggerne på Jordøen federe og federe, de lever simpelthen for usundt
Vi må gøre noget
Der er som sagt brug for, at der bliver gjort noget nu og her, derfor har vi brug for hjælp fra dig! Du skal i samarbejde med resten af din klasse forsøge at finde løsningsforslag og svar på de mange problemer ved hjælp af de redskaber, I har til rådighed. Ved det store klimatopmøde til sidst skal du og dit hold give jeres bud på en strategi for at redde Jordøen.
Held og lykke med missionen!
Hilsen
Klimaministeren på Jordøen