De ord der er markeret med kursiv er omtalt andetsteds i listen.
Adjunkt
På universiteter betegner adjunkt en person, der er ansat til at undervise og forske. Stillingen er typisk tidsbegrænset, hvorved personen skal bevise sit akademiske værd og derved blive fastansat som lektor.
Akademisk kvarter
Det akademiske kvarter er en betegnelse der benyttes på Syddansk Universitet. Det betegner det første kvarter af en time, inden forelæsningen begynder.
Amanuensis
Amanuensis er en betegnelse, der benyttes om en underviser på universitetet, der efter færdiggørelsen af sin kandidateksamen bliver midlertidigt ansat på universitetet.
Bachelor
Bachelor er den akademiske grad man opnår på universitetet, efter gennemførslen af den 3-årige bacheloruddannelse. Uddannelsen svarer til den engelske Bachelor.
I Danmark kan man opnå bachelorgraderne; Bachelor of Arts (BA) og Bachelor of Science (BSc)
Campus
Campus er en betegnelse for et universitets samlede område. Syddansk Universitet har i dag campusser i Odense, Esbjerg, Kolding, København, Slagelse og Sønderborg.
Dekan
En dekan er den øverste leder på et fakultet. Dekanen er en person med erfaring indenfor fakultets fagområde og ledelsesmæssig erfaring. Dekanerne på Syddansk Universitet ansættes af rektor.
cand.
Ved at færdiggøre sin kandidatuddannelse, opnår man retten til at kalde sig cand., efterfulgt af den latinske betegnelse for sit studium.
Docent
Docent er betegnelsen for en videnskabeligt ansat person på et universitet, som skal forske og undervise. Stillingen ligger på niveau mellem lektor og professor.
Doktor
Doktorgraden er den højeste akademiske grad der kan tildeles. Doktorgraden tildeles på baggrund af en doktorafhandling, eller disputats, som er et meget stort videnskabeligt værk der viser stor videnskabelig indsigt i personens pågældende forskningsområde.
Doktorgraden bør ikke forveksles med dagligbetegnelsen for læge.
ECTS
ECTS-point er en fælles betegnelse der benyttes indenfor EU. Betegnelsen dækker over hvor mange point en uddannelse tæller. Systemet er indført for at kunne sammenligne uddannelser på tværs af lande. Et fag kan eksempelvis dække 5 eller 10 point, mens et fuldt studieår normalt dækker 60 point. Bacheloruddannelsen er normeret til 180 ECTS-point, mens kandidatuddannelserne normalt er normeret til 120 point.
Fagbeskrivelse
En fagbeskrivelse er den betegnelse der benyttes på universitetet om den beskrivelse der er af et fag. I fagbeskrivelsen kan man blandt andet læse om faget formål, forudsætninger, pensum og lignende.
Fakultet
Fakultet betegner en særskilt afdeling på et universitet som beskæftiger sig med et specifikt fagområde. Under de enkelte fakulteter kan der være flere forskellige institutter.
Fakulteterne ledes af en dekan. På Syddansk Universitet er der 5 forskellige fakulteter; Det Humanistiske Fakultet, Det Naturvidenskabelige Fakultet, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og Det Tekniske Fakultet.
Forelæsning
Undervisningen på universitetet foregår ofte som forelæsninger. En forelæsning er ofte en meget foredragspræget form, hvor underviseren formidler stoffet til de tilhørende.
Mange undervisere benytter dog mere dialogprægede undervisningsformer, frem for deciderede forelæsninger.
Forsker
En forsker er en person der er ansat på universitet til at undersøge et videnskabeligt område grundigt. Hele det videnskabelige personale på universitetet er i princippet ansat til at forske ved siden af at undervise.
Institut
Et institut er en underafdeling af et fakultet. Institutterne tilrettelægger undervisningen og forskningen indenfor et mere snævert forskningsområde.
Instruktor
Nogle fag benytter holdundervisninger frem for blot forelæsninger. På disse hold kan der eksempelvis løses opgaver eller stoffet kan blive diskuteret. Undervisningen bliver som regel foretaget af en ældre studerende, en instruktor.
Kandidat
Kandidat er en betegnelse for en akademisk grad, der tildeles på et universitet. Uddannelsen er normalt overbygning til bachelor-uddannelsen. Kandidatuddannelsen er normalt en 2-årig uddannelse, der afsluttes med et speciale. Ved at færdiggøre uddannelsen, opnår den færdiguddannede ret til at kalde sig eksempelvis cand.merc. (erhvervsøkonomi), cand.med. (medicin), eller lignende.
Kandidatgraden svarer nogenlunde til den engelske grad Master.
Lektor
En lektor er på universiteterne en person der både forsker og underviser. For at blive ansat som lektor, skal man have opnået Ph.d.-graden. Derudover, skal man have erhvervet sig andre kvalifikationer, eksempelvis som adjunkt på et universitet.
Lic.
Lic. er en forkortelse for licentiatgraden, som blev tildelt i Danmark i perioden 1955-1988. Graden modsvarer nogenlunde Ph.d.-graden.
Master
En masteruddannelse er en videregående uddannelse der retter sig mod voksne. Uddannelsen sigter mod at viderebygge de erfaringer og kompetencer som deltagerne har opbygget gennem deres erhvervsmæssige baggrund. Uddannelsesniveauet svarer nogenlunde til kandidatuddannelsen.
En masteruddannelse på Syddansk Universitet er en særskilt uddannelse og må ikke forveksles med den engelske oversættelse af kandidatuddannelsen; Master.
Ph.d.
Ph.d. er en betegnelse for den akademiske grad, der kan tildeles på et universitet efter gennemført ph.d.-uddannelse. Uddannelsen er typisk en 3-årig forskeruddannelse der tages af færdiguddannede kandidater. Ph.d.-graden tildeles efter forsvar af en større videnskabelig afhandling; ph.d.-afhandlingen.
Kaldes ved lejligheder ”den lavere doktorgrad”.
Professor
På universiteterne er stillingen professor den højeste akademiske titel der kan tildeles. Professoren skal typisk både forske og undervise. Stillingen tildeles oftest lektorer, der typisk har haft en stor indflydelse på netop sit forskningsmæssige område.
Prorektor
En prorektor er stedfortræder for rektor og hjælper rektoren med den daglige ledelse af universitetet.
Rektor
Den daglige ledelse af Syddansk Universitet foretages af rektor Jens Oddershede. En rektor har blandt andet ansvar for, at tegne universitetet udadtil, samt at foretage disciplinære foranstaltninger overfor de studerende. Herudover har rektoren ansvar for den øvrige ledelse, herunder dekanerne, institutledere og lignende, samt den generelle ledelse af universitetet.
SDU
SDU er forkortelsen for Syddansk Universitet (eng. University of Southern Denmark). Etableret 1998 ved en fusion mellem Odense Universitet, Handelshøjskole Syd/Ingeniørhøjskole Syd og Sydjysk Universitetscenter.
Læs mere om Syddansk Universitets historie ved at klikke her.
Semester
Uddannelsesåret er på Syddansk Universitet inddelt i 2 dele; forårssemestret og efterårssemestret. Forårssemestret påbegyndes i februar måned, mens efterårssemestret påbegyndes i september måned.
Speciale
Et speciale, eller kandidatafhandling, er en større opgave der skal afleveres ved afslutningen af sin kandidatuddannelse. For at opnå kandidatgraden skal specialet afleveres og godkendes. Specialet skal dokumentere, at den studerende har opnået færdigheder indenfor det pågældende felt og omfatter typisk omkring 100 sider.
Studieadjunkt/lektor
Ved visse institutioner/studier kan adjunkt/lektor-stillinger besættes med heltidsundervisere. Stillingsindholdet er undervisning og tilsvarende opgaver. Stillingen kan indeholde faglige udviklingsopgaver.
Tutor
På Syddansk Universitet bydes de nye studerende hvert år velkommen af ældre studerende, de såkaldte tutorer. En tutor hjælper de nye studerende i gang med studierne og arrangerer ofte forskellige sociale arrangementer for de nye studerende.