På jura deltager hold af studerende i konkurrencer, hvor det gælder om at procedere. Hårdt, men givende, lyder dommen
Det fyger gennem lokalet med juridiske vendinger, love og domme – og det på engelsk. Den ene part sidder til venstre, den anden til højre og i midten rettens repræsentanter.
Men det er ikke en direkte transmission fra en retssal. Vi er i et lille lokale med nedrullede persienner på Juridisk Institut, hvor seks studerende træner i sagsfremstilling. ”Det er et set-up på en fiktiv case, hvor de øver i at procedere mod hinanden i voldgiftsretten”, forklarer teamcoach Kristina Siig.
En unik mulighed
Sagen handler om salget af et defekt styresystem til en luksusliner. 3. års studerende Tobias Liechti starter med at ønske sagen henvist til den almindelige domstol, da der indgår korruption. Desuden protesterer han imod personlige relationer mellem modparten og retsformanden.
Efter et kvarters fremlæggelse bliver der evalueret. Kristina Siig skifter rolle fra udspørgende retsformand til vejledende coach. Kritikken er kontant, men konstruktiv.
”I første omgang er det hårdt, da det er ens fysiske performance, der bliver irettesat. Men det er meget givende. Til daglig sidder vi jo 200 foran en professor”, siger Tobias bagefter. ”Det er det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet fagligt. Det er tidskrævende og energikrævende, men det er også en unik mulighed. Vi lærer at argumentere i praksis foran rigtige advokater. Så det er en prøve på virkeligheden i sikre pædagogiske omgivelser”, fortsætter han.
Eksterne og interne konkurrencer
Endnu øver de sig, men forude venter internationale procedurekonkurrencer i Wien og Hong Kong med deltagelse af andre universiteter. Dertil kommer en intern konkurrence. Omkring 20 % af de studerende er med i konkurrencerne, fordelt på grupper af 3-6 deltagere.
Kristina Siig forklarer, at den interne konkurrence er frivillig og for alle. Her kan de prøve sig selv af. De eksterne konkurrencer står i stedet for valgfag, og her bliver deltagerne fundet gennem optagelsesprøver i form af en slags jobsamtale. ”Vi ser på deres motivation og på, hvordan de virker under pres. Det er meget ressourcekrævende, men samtidig vores bedste undervisningstilbud. Der sker et markant hop præstations- og karaktermæssigt bagefter”.
Får nye kompetencer
De studerendes kompetencer styrkes på flere områder. ”De lærer hurtigt at sætte sig ind i store stofmængder og at lægge en strategi for, hvordan de bruger deres stærke sider bedst muligt. De skal kunne se den samme sag fra to sider og bruge de stærke punkter som svage i næste runde, hvor de bytter roller”, forklarer Kristina Siig og fortsætter: ”Og så lærer de at kommunikere. Opgaveskrivning er af jurister for jurister. Her skal de overbevise andre om, at de har ret”.
En anden væsentlig gevinst er en styrket evne til at kunne arbejde sammen. ”Gruppearbejde er ikke udbredt på jura. Her lærer vi at udnytte hinandens styrker og kompetencer”, siger Tobias Liechti, inden han haster ind for at høre modpartens sagsindlæg.
”De gennemgår en stor personlig udvikling og får større faglig selvtillid”, konkluderer Kristina Siig.
Læs mere: www.sdu.dk/Om_SDU/Institutter_centre/Juridisk+Institut/SDU_Procedure
29.02.2012
Tilbage til nyhedsoversigten