De studerende på uddannelsesinstitutionerne mødes ofte af den traditionelle tankpassermodel, hvor underviseren fylder viden på de studerende, til de ikke kan rumme mere. Det viser sig dog, at de studerende blot husker 10 % af, hvad der er blevet sagt i timerne, når de skal læse op til eksamen. Nu gør underviser Anja Sinding Morgen op med den undervisningsmetode.
UD AF KOMFORT-ZONEN
Når der undervises i Eksterne Relationer i Kolding af Anja Sinding Morgen, så sker det ikke gennem de traditionelle konfrontationstimer, hvor de studerende sidder med åbne bøger og udslåede ører og bliver fyldt med viden fra underviseren.
Anja Sinding Morgen underviser ud fra den filosofi om, at hun kun må forelæse i den ene ud af tre konfrontationstimer. Anja har i forbindelse med gennemførelsen af IMEET (International Master in Entrepreneurship Teaching and Training) udviklet en række undervisningsteknikker, hvor de studerende leger med teorien. Til undervisningen medbringer Anja for eksempel en case og fotos af tre kendte personligheder, og så skal de studerende med deres viden fra bøgerne og undervisningen klæde hver enkelt kendis på til at løse casens problematik. I dag deltager Paris Hilton, som konsulent for at øge salget af kongeligt porcelæn, og på den måde skal de studerende kombinere deres teoretiske viden fra undervisningen med nye perspektiver og måder at tænke på.
”Det er en udfordring - både for studerende og undervisere. Man bringer virkelig sig selv ud af sin comfort-zone, men det er det hele værd, ” siger Anja med et begejstret smil på læben.
I starten havde Anja lyst til at forberede sig til undervisningstimer, hvor hun holdt forelæsninger med intens teori, så hun var sikker på at komme hele vejen rundt om pensum, og hun som underviser havde sit på det rene.
”Men nu er virkeligheden jo bare den, at undervisning ikke drejer sig om, at underviseren skal have sit på det rene, men i stedet at vi som undervisere skal facilitere de studerendes læring”, tilføjer Anja Sinding Morgen.
EKSAMEN ER VIGTIG
Det er videnskabeligt bevist, at de studerende beskæftiger sig med det, de bliver målt på til eksamen. Derfor får Anjas studerende allerede på første undervisningsdag at vide, hvordan eksamen kommer til at foregå, og hvad de kan blive spurgt om. Anja pointerer, at det er vigtig at have den tanke i baghovedet, når man planlægger undervisningen.
Derfor havde Anja på første undervisningsdag en kopi af en eksamensopgave med, som de studerende skulle løse med det samme. Det gav naturligvis en masse reaktioner, men da dagen var omme, så vidste de studerende, hvad de skulle eksamineres i, og hvordan en eksamensopgave ser ud. På den måde har de studerende også mere mod på, at undervisningen ikke er konstrueret efter en tankpassermodel.
”Du kan tro de studerende rykker sig, når man underviser på en alternativ måde, og det lønner sig både i eksamensresultat, personlig udvikling, og så er det ikke mindst at se i underviserevalueringen, ” siger Anja om sin nye undervisningsmetode.
Se videoen fra en af Anjas timer
11.05.2011
Tilbage til nyhedsoversigten