Samarbejde på tværs om løsning af konkrete opgaver giver gode kompetencer, viser erfaringer fra Experts-in-Teams
Som studerende er det naturligt at have fokus på sit eget faglige område. Men senere i erhvervslivet bliver man nødt til at arbejde sammen med kolleger eller samarbejdspartnere med andre ekspertiser.
Experts-in-Teams hedder et projekt på ingeniøruddannelsen under SDU, hvor studerende på tværs af studieretninger arbejder sammen i større grupper. Sammen skal de løse konkrete praktiske opgaver for reelle virksomheder.
Projektet giver god aktiverende læring, lyder det fra uddannelseskoordinator Ib Christensen fra ingeniøruddannelsen i Sønderborg: ”De bruger deres faglige kompetencer fra deres studium. Men ud over det udfordrer projektet deres ”bløde” kompetencer. De finder ud af, at det både er innovativt og værdiskabende at arbejde sammen med andre. Og de får respekt for de andres fagligheder”.
Fra diesel til el
I Sønderborg har de studerende været fordelt på to projektgrupper, som begge samarbejdede med Lean Energy Cluster, der har specialiseret sig i udvikling af eldrevne arbejdskøretøjer.
Den ene gruppe fokuserede på elektrificering af skraldevogne, mens den anden skulle udvikle en elektrisk drevet minitraktor. Blandt de sidste var Lasse Justesen: ”Vi skulle omdanne en dieseltraktor, så den kunne køre på el, men ellers yde det samme. Samtidig skulle vi se, om det var økonomisk rentabelt”, fortæller han.
Forsøget lykkes, selv om traktoren kun havde samme kraft og ydeevne i en kort periode. Men herfra kan der arbejdes videre.
Fra tre retninger
En væsentlig årsag var netop, at de studerende kom med hver deres kompetencer fra tre studieretninger, Interaktivt Design, Innovation & Business og Mekatronik med en overvægt af sidstnævnte, da opgaven var meget teknisk.
”Vi har haft de samme grundfag, men til daglig arbejder vi ikke sammen om projekter. Hvad angår styringen af projektet og det at tage de rigtige beslutninger, er det vigtigt med forskellige vinkler og baggrunde”, siger Lasse Justesen, som selv læser Innovation & Business og derfor indgik i projektledelsen.
”Det var fedt at prøve. Og så er det vigtigt at få lov til at arbejde sammen med andre fagligheder. Det gør, at du finder ud af, hvad du gerne selv vil. Samtidig er det givende, at det er en konkret opgave, hvor vi selv bestemmer måden, vi vil arbejde på”, uddyber han.
Kommunikationens kunst
En anden nyttig læring er evnen til at kunne kommunikere på tværs i en gruppe på 27 studerende.
”Det er meget vigtigt og nødvendigt at kunne kommunikere bedre. Det har vi lært. Og mere generelt er det en stor fordel, at vi har prøvet noget, der er så joblignende som muligt. Så ved vi, hvad vi kommer ud i, og vi er forberedt på selv at tage ansvar, konkluderer han.
De studerende er da også meget positive over for Experts-in-Teams. ”Ved evalueringen siger de, at det er det bedste projekt, de har haft i deres studietid. Det forbereder dem til det efterfølgende praktikophold i en virksomhed”, konkluderer Ib Christensen.
29.02.2012
Tilbage til nyhedsoversigten