Kolde sodavand, høje grin og masser af hygge. Det var, hvad der mødte en, hvis man kom forbi den nye studenterbar Nedenunder onsdag og torsdag eftermiddag/aften i uge 43, hvor der blev afholdt Afterstudy i forbindelse med Studiepraktik på Syddansk Universitet.
I uge 43 har det været muligt for gymnasielever at få et indblik i livet som universitetsstuderende gennem Studiepraktik – både fagligt såvel som socialt.
At være studerende handler ikke kun om tørre bøger og timer på læsesalen, men også om at hygge sig og nyde en kold sodavand og et godt grin med sine medstuderende. SDU har derfor i år udvidet studiepraktikken til udover de faglige aktiviteter også at omfatte det sociale arrangement Afterstudy i den nye studenterbar Nedenunder.
Studiepraktikanterne kunne bla
ndt andet nyde gratis sodavand og underholdning leveret af teatersportsholdet De Klaustrofobiske Kosmonauter, hvor der både var mord i Esbjerg Ø og Faxe Kondi-tyveri hos naboen på programmet. Derudover stod en flok nuværende SDU-studerende fra forskellige studieretninger til rådighed for svar på spørgsmål og en generel snak om, hvordan det egentligt er at være studerende. Aftenen blev afsluttet med sandwich og caféstemning i baren.
Alt det mellem forelæsningerne
Formanden for Syddanske Studerende Peter Lykkegaard fortalte om studiemiljø og et lille udsnit af de mange sociale foreninger der findes på SDU. Odense som studieby blev også nævnt og de talrige muligheder man som studerende har i Odense, både når det kommer til det sociale og de mere praktiske ting som bolig og prisniveau.
Tilbuddet om at komme tæt på studielivet, muligheden for at hygge sig og snakke med andre og ikke mindst den gode underholdning viste sig at være en stor succes, som de mange humørfyldte gymnasieelever udtrykte begejstring for. Adskillige mødte endda op til arrangementet både onsdag og torsdag.
Mange af studiepraktikanterne gav udtryk for, at det sociale tæller mindst ligeså meget som det faglige for dem, og de syntes, at Afterstudy gav dem en bedre idé om, hvad det vil sige at være universitetsstuderende – også uden for forelæsningerne. Flere praktikanter fortalte, at de følte sig meget velkomne, og at de godt kunne se sig selv deltage i det sociale miljø som fremtidige studerende.
SDU vil glæde sig til at tage imod dem!
06.11.2012
Tilbage til nyhedsoversigten