Den nyudnævnte Morten Østergaard bærer ikke, som sine forgængere,den korte titel Videnskabsminister - nej, hans korte titel er Uddannelsesminister. Det er der to rigtig gode signaler i.
Med den nye regering har universiteterne fået ny minister. Men den nyudnævnte Morten Østergaard bærer ikke, som sine forgængere, den korte titel Videnskabsminister – nej, hans korte titel er Uddannelsesminister. Det er der to rigtig gode signaler i: For det første er det en glæde at konstatere, at den nye regering med en uddannelsesminister på holdet lægger vægt netop på uddannelse. I mange år har der fra politisk side været mest fokus på forskning. Derfor er det prisværdigt, at også uddannelse som universiteternes anden kerneydelse nu bliver sat i centrum – uden selvfølgelig at fjerne fokus fra forskningen.
Det andet gode signal i den nye ministertitel er, at Danmark har fået én minister for alle videregående uddannelser. Dermed er der åbnet for, at vi kan skabe en sammenhæng i hele systemet for videregående uddannelser, som jeg synes, der er behov for. At vi for eksempel nu hører under samme ministerium som Designskolen Kolding giver nogle endnu bedre muligheder for at samarbejde omkring vores fælles ønske om at gøre Kolding til et centrum for design.
I forhold til professionshøjskolerne og måske også de maritime uddannelser bliver vejen til samarbejde ligeledes kortere. Med tre professionshøjskoler i Syddansk Universitets område kan man sagtens forestille sig, at der kan knyttes nogle tættere bånd på uddannelsesområdet. Oven i det flytter Professionshøjskolen Lillebælt ind i de bygninger i Odense, hvor SDU‘s tekniske fakultet har til huse nu. Dermed bliver naboskabet tæt og professionshøjskolen en del af den bydel, der opstår med det nye OUH og universitetets mange igangværende og planlagte byggerier, som blandt andet omfatter et nyt teknisk fakultet.
Det er også en glæde at kunne konstatere, at vores nye ministerium mener, at mange flere unge skal tage en længerevarende, videregående uddannelse. Det er vi helt enige i på SDU; dog kun hvis det betyder, at samfundet vil afsætte de nødvendige ressourcer til en sådan investering. Aktuelt er det helt nødvendigt, at vi fra januar 2013 stadig kan regne med de taxametre, vi p.t. får på vores humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser.
Yderligere har ministeriet sendt signaler om større frihedsgrader og mere selvstyre til universiteterne. Jeg håber, at dette også kommer til at gælde i forhold til internationaliseringen af uddannelser og grænseoverskridende uddannelser, hvor vi i dag kæmper mod nogle uhensigtsmæssige regler og forhindringer. Forhåbentlig kan universiteterne også komme til at eje deres egne bygninger igen – det vil på mange måder give os en større handlefrihed.