Det danske 1814-netværk: "Et lidet, fattigt land"
1814 udgør et af de mest skelsættende årstal i dansk og nordisk historie. Efter 7 år med krig, ødelæggelse og finansiel ruin blev Frederik 6. i dette år tvunget til at afstå Norge til Sverige, hvilket marker den danske stats overgang fra en regional politisk og militær faktor til den småstat, som vi kender i dag.
Formålet med det danske 1814-netværk er at skabe kontakt mellem danske, nordiske og udenlandske humanistiske forskere for at afklare, hvad der ledte til 1814, hvad der skete i selve året og hvilke konsekvenser begivenhederne havde politisk, kulturelt, mentalt, socialt og økonomisk for Danmark og Norden. Netværket består i øjeblikket af ca. 90 forskere fra Danmark, Norden og det øvrige Europa inden for et bredt udsnit af de humanistiske fag.
Netværket vil i løbet af årene 2010-2012 afholde et antal konferencer og tematiske seminarer i hele Danmark.
Det danske 1814-netværk er finansieret af Det Frie Forskningsråd | Kultur og Kommunikation. Netværket er tværinstitutionelt og tværfagligt, men det administreres fra Institut for Historie ved Syddansk Universitet.