København, 20.-21.9.2010
Nationalt Forskningscenter for Kræftrehabilitering, Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet var sammen med Afdeling for Psykosocial Kræftforskning, Institut for Epidemiologisk Kræftforskning, Kræftens Bekæmpelse, og det skandinaviske tidsskrift Acta Oncologica vært for et meget velbesøgt Nordisk Symposium om Kræftrehabilitering i København, 20.-21. september. I alt 359 deltagere fra 14 lande fik mulighed for at høre om de nyeste forskningsresultater fra feltet, diskutere erfaringer og forskningsmetoder og samle inspiration til fremtidens forskning og faglige udfordringer.
Konferencens temaer omfattede bla. sygdomsspecifikke og generelle problemer blandt kræftpatienter og behov for rehabilitering, forekomst af senfølger og identifikation af patienter med behov for rehabilitering, social ulighed, effekt af forskellige typer rehabiliteringstilbud, problemer og behov blandt pårørende, organisatoriske forhold samt nordiske og europæiske erfaringer med rehabiliteringsprogrammer. Der var gennemgående stor fokus på, at nogle patientgrupper er særligt udsatte og derfor behøver en målrettet indsats.
Kræftrehabilitering er et aktuelt emne for både klinikere, politikere og andre sundhedsprofessionelle. Der er fortsat mange uafklarede spørgsmål om, hvordan vi bedst identificerer behov for rehabilitering og anden støtte til kræftpatienter og deres pårørende, hvilke tilbud der har effekt samt hvordan de bør organiseres og evalueres. Rehabilitering bør integreres i behandlingen af kræftpatienter på baggrund af evidens, som kun kan skabes gennem videnskabelig aktivitet på området.
29.09.2010
Tilbage til nyhedsoversigten