Menu

Baggrund

Lindø Centeret for Anvendt Matematik (LCAM), der senere blev til Datateknologisk Institut (DIT) og Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet for Produktionsteknologi, blev etableret på baggrund af et ønske lanceret i 1985 af tolv fynske industrivirksomheder, om oprettelsen af en civilingeniøruddannelse i datateknologi. Idéen blev taget op af Syddansk Universitet (SDU) og det tidligere Odense Teknikum (IOT), nu Det Tekniske Fakultet ved SDU, der kunne byde de første studerende velkommen i 1986. Uddannelsen kombinerede SDU's ekspertise inden for matematik, fysik og datalogi med IOT's expertise inden for elektronik og computerteknik.

Omtrent på samme tid startede Institut for matematik og datalogi (IMADA) et projekt ved navn AMROSE (Automous Multiple Robot Operation in Structured Environments), som tillige blev starten på et meget frugtbart samarbejde med Odense Stålskibsværft om et robotstyringssystem til programmering af komplicerede svejseopgaver. AMROSE-projektet, hvis målsætning var at udnytte og udvide hidtidig forskning inden for analytisk mekanik og molekylær dynamik, resulterede i flere studerende, hvilket bevirkede, at lokaleforholdene hos IMADA blev for trange. Det problem blev løst af OSS ved, at der blev stillet lokaler til rådighed i Odenses internationale forskerpark, og etableret et center, Lindø Centeret for Anvendt Matematik. Lindø er navnet på den halvø, som OSS ligger på.

Projektets succes inspirerede SDU til at oprette et nyt institut ved navn Institut for Informationsteknologi (IIT), som samarbejdede med Institut for Fysik vedr. digital billedbehandling.

Kort efter etableringen af IIT påbegyndte SDU forhandlingerne med A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond om donering af 75.000.000 kr. til opførelse af en bygning, som kunne rumme alle facetter inden for moderne produktionsteknologi. Bygningen, der er placeret for enden af Campusvej i Odense, er tegnet af Henning Larsens Tegnestue og blev indviet i 1999. Samtidig blev Instituttets navn ændret til Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet for Produktionsteknologi.

I 2006 fusionerede Instituttet med Ingeniørhøjskolen Odense Teknikum og Instituttets navn blev forkortet til Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet. Samtidig blev en del af Instituttets aktiviteter flyttet til adressen Niels Bohrs Allé 1, Odense M, hvor også det nyligt oprettede Tekniske Fakultet fik til huse.

I 2015 flyttedes alle Niels Bohrs Allé-aktiviteterne til Campusvej 55 i forbindelse med opførelsen af en ny bygning til Det Tekniske Fakultet, der ligger tæt på Mærsk-bygningen.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies