Nyt ti ugers nørd-kursus for ungdomsskole-elever på Syddansk Universitet
Syddansk Universitet og Sønderborg Ungdomsskole er gået
sammen om et spændende og anderledes kursus for elever fra ungdomsskolerne i
Sønderborg kommune. TechSciTjek hedder kurset, hvor det er helt ok at være lidt
nørdet. Der står nemlig naturvidenskab på programmet – på den sjove og seje
måde.
Det ti uger lange forløb starter tirsdag den 2. februar med
en introduktion til universitetet, og så går det ellers løs de følgende ti
tirsdage (undtaget vinter- og påskeferie) fra kl. 18-21 med Nanoteknologi,
Cybersailing, Klima, Brugerorienteret Design og meget meget mere.
Der indgår også nogle ture i forløbet. I Odense skal
deltagerne bl.a. opleve SDUs robotlaboratorium, og den 27. april afsluttes
kursusrækken på Danfoss Universe med arrangementet Fun With Physics, der blandt
andet omfatter en eksklusiv rundvisning i oplevelsesparken.
Men ellers foregår kurset på Mads Clausen Instituttet,
Syddansk Universitet på Alsion, med ingeniørstuderende Simon Straarup som
ankermand. Han skal sammen med nogle medstuderende ved ingeniøruddannelserne
stå for det meste af undervisningen. De er lige nu i gang med at forberede en
masse sjove og seje aktiviteter, der nok skal give ekstra omløb i ”tænkeren”
hos de unge deltagere.
Der er kun plads til 15 på holdet, og holdet fyldes efter
først-til-mølle princippet. Sidste frist for tilmelding er fredag den 29.
januar kl. 12 på sonderborg-ungdomsskole.dk.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Simon Straarup, ingeniørstuderende, Syddansk Universitet,
tlf.: 5194 9454, mail: sistr04@student.sdu.dk
Ole Rasmussen fra Sønderborg Ungdomsskole, tlf.: 2790 6552,
mail: oras@sonderborg.dk
Lise Kanstrup, AC fuldmægtig ved Mads Clausen Instituttet,
tlf.: 6550 1651, mail: lise@mci.sdu.dk
19.01.2010
Tilbage til nyhedsoversigten