Flere end 30 ph.d.-studerende er i disse dage samlet på SDU i Sønderborg for at deltage i ph.d.-sommerskolen "Social Shaping of Innovation". De skal hjælpe amerikanske Pitney Bowes, der producerer postterminaler, med at forbedre virksomhedens innovationsevne.
I disse dage er flere end 30 ph.d.-studerende fra hele Europa samlet i Sønderborg for at deltage i "Social Shaping of Innovation", der er en ph.d.-sommerskole arrangeret af SPIRE Centret ved Mads Clausen Instituttet, SDU Sønderborg.
Omdrejningspunktet i "Social Shaping of Innovation" er at undersøge, om og hvordan innovation opstår, når mennesker arbejder sammen. De deltagende ph.d-sstuderende vil i løbet af ugen blive præsenteret for meget forskellige innovationsmetoder, de skal forholde sig til via bl.a. workshops, teaterforestilling og præsentationer.
- Vi har arrangeret denne sommerskole, fordi vi har den antagelse, at innovation sker mellem mennesker og altså er socialt skabt. Vi vil i løbet af ugen undersøge nærmere, hvordan dette folder sig ud, siger Professor Henry Larsen fra SPIRE.
Til stede er også den amerikanske virksomhed Pitney Bowes, der producerer frankeringsterminaler. Virksomheden, der er på størrelse med Danfoss, har i deres afdeling for Research & Development arbejdet sammen med SPIRE for at finde ud af, hvordan innovation og organisatoriske forandringer opstår i forbindelse med menneskers interaktion.
- I Pitney Bowes har vi gennem længere tid været interesseret i temaet for denne sommerskole. Det var derfor naturligt for os at deltage og bl.a. bruge de konkrete udfordringer, virksomheden står i, som et udgangspunkt for arbejdet i denne uge. Vi håber, at ugens aktiviteter direkte eller indirekte bidrager med viden om innovation, og hvordan det sker, siger antropolog Alexandra Mack fra Pitney Bowes.
Se yderligere beskrivelse af sommerskolen samt program her.
15.08.2011
Tilbage til nyhedsoversigten