Så blev det atter sommer og dimittenderne fra MCI kunne glæde sig over beviset i hånden.
Vejret viste sig fra sin smukkeste side, da glade dimittender mødte op sammen med venner og familie til årets sommerdimission d. 25. juni 2010. Denne dag var på mange måder en helt speciel dag - ikke kun for dimittenderne. For HKH Prinsesse Marie overværede for første gang en dimission på Alsion. Prinsessen holdt tale for dimittenderne, hvori hun bl.a. mindedes sin egen tid som studerende i et andet land og en anden kultur, og senere overrakte hun gaver. Festtalen belv holdt af rektor for A.P. Møller Skolen, Jørgen Kühl, og Alsion Koret stod for den musikalske underholdning med bl.a. afrikansk inspirerede numre. I år var der desuden en del dimittender fra Mads Clausen Instituttet, som modtog gaver og priser.
MCI ønsker alle dimittenderne et rigtig stort tillykke med beviset!
Nedenfor ses nogle stemningsbilleder fra dagen:
Rektor for A.P. Møller Skolen, Jørgen Kühl, holdt sommerens festtale, hvori han bl.a. talte om succesen med de grænseoverskridende studier.
HKH Prinsesse Marie overværede for første gang en dimission på Alsion, og i hendes tale til dimittenderne lagde hun bl.a. vægt på det at være studerende i et fremmed land, og hvor givende det kan være. I den forbindelse fortalte hun om sine egne erfaringer, fra hun selv studerede i et andet land.
Alsion koret spillede og sang og var med til at gøre dagen rigtig festlig.
Prinsessen stod også for uddeling af årets gaver. Her ses en meget glad og stolt dimittend!
Denne dimission var også en stor dag for en af MCI's egne medarbejdere, Winie Evers Finnemann, som var en af dimittenderne i år. Winie, der til daglig arbejder som Project & Relationship Manager på SPIRE Centeret, dimitterede fra linjen M.Sc. i Business Relationship Management.
Ken Allan Mathiasen fra IT Product Designs master-uddannelse blev vinder af BHJ-Fondens Project Award 2010 og fik således sit navn foreviget på Wall of Fame. Her ses han med sin vejleder Chris Heape på sin venstre side samt Flemming Huusmann fra Danfoss Solar Inverters, som han samarbejdede med på sit projekt.
Fra Bachelor-uddannelserne var det Silvia M. Sørensen og Anja T. Jørgensen - Diplomingeniør i Management & Technology - der vandt BHJ-Fondens Project Award 2010. Vejleder på deres projekt var Arne Bilberg og de samarbejdede med Torben K. Christensen fra Linak A/S. Ja, der er ikke noget at sige til, at glæden lyser ud af de to piger.
Se flere billeder fra dimissionen her29.06.2010
Tilbage til nyhedsoversigten