Kammeradvokatens legat 2013 blev uddelt til tre studerende fra SDU, KU og AU i forbindelse med SDU's årlige procedurekonkurrence
Ved SDU.s procedurekonkurrence den 18. april 2013 blev Kammeradvokatens leget uddelt til tre studerende fra SDU, Københavns Universitet og Aarhus Universitet for en fremragende bacheloropgave. Prisen blev indstiftet for over 10 år siden i erkendelse af, at de studerende på bacheloruddannelsen stifter bekendtskab med de offentligretlige fag, dvs forvaltningsret, statsforfatningsret, EU-ret og folkeret. Selv om de fleste bachelorer går videre til overbygningsuddannelsen for at få en kandidatgrad, er det på bacheloruddannelsen, at kendskabet til den lovgivning, der styrer staten og kommunerne og dermed ca 50 pct. af bruttonationalproduktet, indlæres.
Kammeradvokaten vil gerne understrege betydningen af disse fag, hvor andre advokatfirmaer har fokus på erhvervslovgivningen, og vi har oprettet legatet for at give dygtige studenter et rygstød til at søge et studieophold ved et udenlandsk universitet. Ved bedømmelsen lægges der vægt på, at opgaven er virkelig god, men også at den er advokatrelevant, dvs den skal behandle en problemstilling, der viser, at studenten kan trænge ned i et stof, der rummer et potentiale for konflikt mellem borger og stat.
Bedømmelsesudvalget består af en repræsentant fra hver af de fire universiteter, professor, dr. jur Henning Koch, Københavns Universitet (sygemeldt i denne omgang), professor, dr. jur Jørgen Albæk Jensen, Aarhus Universitet, Lektor, ph.d. Pernille Boye Koch, SDU, og Lektor, ph.d. Sten Bønsing, Aalborg Universitet. Desuden deltager Kammeradvokat, adjungeret professor Karsten Hagel-Sørensen i bedømmelsen.
Årets 3 priser blev tildelt:
- Christian Nikolaj Søberg, SDU, "Det retlige grundlag for digital kommunikation mellem borger og forvaltning"
- Sofie Brandt Riis, AU, "Tilbagekaldelse af tilladelser og autorisationer"
- David Knobel, KU, "USA.s målrettede dødelige angreb mod mistænkte terrorister- med fokus på FN-Pagtens artikel 51"

Fra venstre ses:
David Knobel, Kammeradvokat, adjungeret professor Karsten Hagel-Sørensen, Sofie Brandt Riis og Christian Nikolaj Søberg