Vi arbejder på et højt analytisk niveau og ofte med en kombination af teori og empiri. Vores forskningsprojekter er karakteriseret ved, at vi typisk anvender matematisk baserede metoder kombineret med statistik og økonometri – samt en udstrakt brug af edb.
Det er instituttets erklærede mål at levere forskning på et højt internationalt niveau. Og vi lægger stor vægt på at tiltrække medarbejdere og uddanne ph.d.-kandidater, som kan realisere vores ambitioner. Til gengæld tilbyder vi den enkelte forsker optimale rammer for at gennemføre projekter af høj videnskabelig kvalitet.
Instituttets forskere publicerer jævnligt i internationalt anerkendte tidsskrifter. Vores foreløbige forskningsresultater og arbejdspapirer er tilgængelige i instituttets egen skriftserie Discussion Papers on Business and Economics, som kan åbnes med et klik på linket øverst til højre.
Vi har den holdning, at vores forskningsresultater ikke kun skal være tilgængelige for andre forskere. Forskningen skal ud til de virksomheder, myndigheder og borgere, der interesserer sig for den og kan bruge resultaterne i praksis. Derfor formidler vi også vores viden i form af kronikker, interviews, samarbejdsprojekter med private eller offentlige virksomheder – og ikke mindst gennem deltagelse i råds-, kommissions- og udvalgsarbejde.