Danmark og Sverige har den laveste andel af husstande, der har problemer med at få pengene til at slå til. Men der er stadig forskel på de som endnu er på arbejdsmarkedet og dem der er udenfor.
I Danmark har vi den bedste velfærd i Europa. Det kommer måske ikke bag på os, men nu er det også påvist videnskabeligt i en stor undersøgelse, som i universitetssprog hedder SHARE-undersøgelsen, og hvis formål er at finde ud af, hvorfor folk i de forskellige europæiske lande ældes forskelligt. 35.000 folk over 50 år i 15 europæiske lande har alle svaret på de samme spørgsmål - tilbage i 2004 og med to års mellemrum siden og et af del-resultaterne fra de tre første spørgerunder - i 2004, 2006 og 2008 viser nu, at det kan godt være, vi går og klager herhjemme, men i virkeligheden er vi dem, der har det allerbedst.
- Det viser sig, at Danmark, sammen med Sverige, er de lande i undersøgelsen, som har den laveste andel af husstande, som siger, at de har problemer med at få pengene til at slå til. Fortæller tovholderen på den danske del af undersøgelsen, lektor og ph.d. Karen Andersen-Ranberg fra Institut for Sundhedstjenesteforskning på SDU.
- Men vi kan stadig se, at der er forskel på dem, der er på arbejdsmarkedet og dem, der er uden for arbejdsmarkedet. Dem, der er på arbejdsmarkedet, har nemmere ved at få pengene til at slå til, end dem, der ikke er på arbejdsmarkedet, siger Karen Andersen-Ranberg.
Bedre uddannelse og mere selvhjulpne
Undersøgelsen viser også, at vi har et højere uddannelsesniveau herhjemme end sydpå og østpå, og der er flere i Danmark med en længerevarende uddannelse.
Undersøgelsen viser desuden, at ældre herhjemme er mere selvhjulpne end ældre i de andre europæiske lande.
- Der er færre herhjemme med fysiske funktionstab end i de andre lande. Man har f. eks. målt på evnen til at gå 100 meter, til at rejse sig fra en stol, til at gå på toilettet, og evnen til selv at gå til købmanden, fortæller Karen Andersen-Ranberg fra SDU.
DR P4-Fyn:
Danskerne har det bedst i Europa
Kontakt: Karen Andersen-Ranberg: karanberg@health.sdu.dk
29.08.2011
Tilbage til nyhedsoversigten