Hvert år fødes der i Danmark mere end 1000 børn med en medfødt misdannelse. En af de hyppigste misdannelser er læbe-ganespalte. Alene i Danmark er der mere end 10.000 nulevende personer, der er født med læbe-gane-spalte.
Ved Center for Forebyggelse af Medfødte Misdannelser ved Syddansk Universitet søger vi at finde årsagerne til medfødte lidelser, for på længere sigt at kunne bidrage til forebyggelse gennem ændring af miljømæssige faktorer. De seneste års forskning har peget i retning af, at de fleste hyppige, medfødte misdannelser såsom læbe-ganespalte og neuralrørsdefekter opstår i et samspil mellem arv og miljø. Nogle gener gør fosteret særligt sårbart over for miljømæssige faktorer. Det er derfor afgørende at fremtidige undersøgelser inddrager både genetiske og miljømæssige faktorer i studierne af disse lidelser.
Centerets forskning tager udgangspunkt i etablerede datakilder:
- Den Danske Læbe-Ganespalte Database
- Gen-miljø interaktion ved læbe-ganespalte
Den Danske Læbe-Ganespalte Database
Databasen er baseret på oplysninger fra de to nationale taleinstitutter i Århus og Hellerup samt udskrivningsdiagnoser fra Rigshospitalet (tidligere Diakonissestiftelsen), som er det eneste kirurgiske behandlingssted i Danmark. Databasen inkluderer alle børn, som er blevet født med læbeganespalte i Danmark i perioden 1936-2005. Databasen danner grundlag for en overvågning af fødselsprævalensen, samt flere genetiske – epidemiologiske studier af læbeganespalte. Ved hjælp af koblinger til andre registre er det muligt at følge børnenes skæbne siden hen, deres sygdomsmønster og gentagelsesrisici i familien. Der indgår på nuværende tidspunkt mere end 10.000 personer. Læs mere om databasen...
Gen-miljø interaktion ved læbe-ganespalte
Denne database er baseret på en undersøgelse af børn, som blev født med læbe-ganespalte i Danmark i 1980’erne og 1990’erne og af deres forældre og søskende. Familierne udfyldte et ensides spørgeskema med basale oplysninger om hvert medlem samt nogle få livsstilsspørgsmål i forbindelse med hver enkelt graviditet. Desuden returnerede de dna-prøver. Der indgår på nuværende tidspunkt mere end 500 familier.
Daglig leder:
Professor Kaare Christensen
IST - Epidemiologi
J.B. Winsløws Vej 9B st.tv.
DK-5000 Odense C
Telefon: 6550 3049
E-mail: kchristensen@health.sdu.dk