Målet med vor forskning er at identificere faktorer af betydning for børns udvikling og helbred, samt at forstå hvordan påvirkninger tidligt i livet kan have indflydelse på helbredet senere hen.
Vi ønsker alle, at vores børn skal have en god start i livet, men vi ved også, at det desværre ikke altid forholder sig sådan. Hvad kan vi gøre?
Barndommens betydning for helbredet resten af livet
Man har længe kendt til den store sygdoms- og dødsrisiko, der ses i forbindelse med graviditet og i barnets første leveår; men det relativt nyt, at påvirkninger af ikke-genetisk art også kan sætte sig spor, der først langt senere i livet viser sig i form af en øget sygdomsrisiko. Flere undersøgelser tyder på, at vi kan gøre vigtige nye fund inden for alvorligt kroniske, psykiske og somatiske sygdomme ved at studere dem i et livslangt perspektiv.
Social ulighed
Der er bred enighed om, at de sociale forhold spiller en helbredsmæssig rolle igennem hele livet, og at effekten af disse forhold kan ophobes over tid. Social ulighed med hensyn til uddannelse, job og indkomst er en uundgåelig faktor igennem livet; men det kan imidlertid diskuteres om sårbarheden er større i nogle livsfaser end andre. Er det de sociale forhold i barndommen eller i voksenlivet, der påvirker helbredet mest?
Medfødte lidelser og misdannelser
I Danmark fødes der hvert år mere end 1000 børn med en medfødt misdannelse - og en af de hyppigste lidelser er læbe-ganespalte. Vi forsøger at finde årsagerne hertil, og vores studier tyder på, at genetiske faktorer er meget vigtige. Forskningen tyder ikke på, at det er ét enkelt gen, der fremkalder læbe-ganespalte. Derimod findes der en lang række genetiske og miljømæssige faktorer, der tilsammen kan øge eller mindske risikoen en lille smule.
Resultaterne tyder endvidere på, at det er samspillet mellem flere genetiske faktorer, der gør nogle fostre særligt sårbare over for miljømæssig påvirkning. Området er vigtigt, fordi det på længere sigt også kan bidrage med viden om mere alvorlige misdannelser.
Aktuelle projekter: