Institut for Sprog og Kommunikation dækker forskningsmæssigt et bredt spektrum inden for sprog- og kommunikationsvidenskaberne med den overordnede interesse at undersøge hvordan mennesket skaber betydning. Instituttets forskning er i sin helhed kendetegnet ved et fokus på sproglige og kommunikative former og deres konkrete realisering. Disse udforskes inden for og på tværs af specifikke forskningsområder som ’Sprogtilegnelse’, ’Kognition’, ’Interaktion’, ’Organisationskommunikation’, ’Multimodalitet’ og ’Grammatik’. Instituttets forskningsmiljøer er således på én gang indbyrdes forskellige og fælles forbundne. Dette skaber en dynamik hvor den overordnede, fælles forskningsmæssige interesse konstant åbner for udvikling af nye, tværgående samarbejdsrelationer.