i forbindelse med deres studieretningsprojekter
I disse uger har forskningsgrupper fra hele det naturvidenskabelige fakultet besøg af gymnasieelever, der er i gang med deres studieretningsprojekter. Frem til jul skal i alt 100 elever lave øvelser om alt fra matematikken bag 3D-grafik til enzymer i slangegifte.
I studieretningsprojekterne får gymnasieeleverne lov til at arbejde selvstændigt med en faglig problemstilling inden for et selvvalgt område i tilknytning til deres studieretning. I de naturvidenskabelige fag er det ofte en laboratorieøvelse, der er omdrejningspunkt for opgaven. For de særligt dygtige elever er det attraktivt at besøge universitetet og lave en mere avanceret øvelse, end de ville have mulighed for med udstyret på gymnasiet. Institutterne på det naturvidenskabelige fakultet har igen i år udbudt en bred vifte af spændende projekter, og det har givet pote i form af dobbelt så mange deltagende gymnasieelever som sidste år.
7 gymnasieelever har i denne uge arbejdet med kryptering på IMADA. Kryptering bruges bl.a. i offentlig sammenhæng til beskyttelse af personlige data. Projektet afholdes af lektor på IMADA Joan Boyar, som også sidste år havde et projekt til gymnasieeleverne. ”Niveauet på projektet passer godt til eleverne, og jeg synes det er sjovt at lave, når eleverne får meget ud af det” udtaler Joan Boyar. Eleverne er glade for forandringen i forhold til undervisningen på gymnasiet: ”Det er anderledes undervisning, end vi er vant til på gymnasiet, og det er fedt at snakke med en ekspert på området, så vi kan stille alle de spørgsmål, som vores sædvanlige lærer ikke ville kunne svare på. Og så er det godt at komme ud og se miljøet og undervisningslokalerne, for det er noget helt andet, end vi er vant til” siger Björg Kristj’ansdótter, som går i 3. g. på Mulernes Legatskole på Bioteknologi-linjen.
Igen i år har SDUs tilbud af naturvidenskabelige studieretningsprojekter bestået af en række faste øvelser med plads til 3-10 elever på hver. Øvelserne er præsenteret på vores hjemmeside, hvor elever og lærere har kunnet læse om rammerne for øvelserne og melde sig til.
15.12.2011
Tilbage til nyhedsoversigten