Mindeord om lektor Edmund Christiansen
af Jørgen Bang-Jensen, Claus Michelsen og Hans Jørgen Munkholm på vegne af personalet ved Institut for Matematik og Datalogi, Syddansk Universitet
 |
Med Edmund Christiansens død ved en tragisk drukneulykke på Sicilien har vi ved Institut for Matematik og Datalogi, Syddansk Universitet mistet en vellidt og respekteret kollega.
I foråret 1976 forsvarede Edmund sin ph.d.-grad ved det prestigiøse universitet MIT i USA. Emnet faldt indenfor den numeriske analyse, som er en gren af matematikken af specielt stor betydning for fagets anvendelser. Overrækkelsen af beviset for graden fandt sted på Edmunds 29 års fødselsdag d. 28. maj 1976, og godt 2 måneder senere startede han som lektor ved det institut, hvor han kom til at tilbringe resten af sit arbejdsliv, bortset fra korterevarende gæsteansættelser, dels i Milano, dels i Iowa, USA.
Det var en ung lektor, der ankom til Odense dengang, men instituttet var meget yngre. Kun godt 4 år gammelt var det, og langt det meste af det instituttet i dag står for, hvad angår uddannelse og forskning, men også socialt, var noget man drømte om. Men også noget man arbejdede for, og Edmund arbejdede energisk og dygtigt med i enhver henseende.
|
Hans indsats har således i høj grad medvirket til, at instituttets lille afdeling for datalogi har udviklet sig, så den i dag har både forsknings- og undervisningsmæssig kapacitet til at uddanne dataloger til det højeste videnskabelige niveau. Under dette arbejde med at udvikle datalogien på stedet glemte Edmund dog aldrig sin baggrund i den numeriske analyse og dennes rige muligheder for anvendelser. I 1993 erhvervede han således den danske Dr. Scient. grad på et arbejde, som blev offentliggjort som del af en stor international "Handbook of Numerical Analysis". Og de emner, som hans speciale- og projektstuderende har beskæftiget sig med, viser klart hans usædvanligt brede interesse- og ekspertiseområde. Som blot 3 eksempler (ud af ca. 40) kan nævnes prisfastsættelse for eksotiske værdipapirer, computerstyring af kemiske processer i forbindelse med vandrensning og anvendelse af matematiske modeller i diagnosticering af hjertesygdomme
Edmunds betydning for det sociale miljø på instituttet kan ikke overvurderes. For os som kollegaer var han altid en kilde til et godt grin i kaffestuen, hvor han var en sikker gæst hver dag og med sin ironiske humor, venskabelige drillerier og indsigt i alskens ting (spændende fra Viagra, over sport til sprog, opera og kompliceret matematik) bidrog til, at man forlod kaffepausen i godt humør.
Edmund var også overordentligt populær blandt instituttets studerende og har en stor del af æren for at instituttet er kendt for et fantastisk godt studiemiljø med tæt kontakt mellem studerende og undervisere. Edmund var glad for at undervise. Hans undervisning var levende og medrivende, og ingen var i tvivl om Edmunds engagement i både undervisning og studerende. Udover at være en meget afholdt underviser, deltog Edmund jævnligt i de såkaldte matalogifester, som er halvårlige fester for de studerende ofte med deltagelse af lærere fra instituttet. Her blev han i 1991 af de studerende tildelt den såkaldte "årets Edmund" som er en vandrepokal, der gives til en person som i særlig grad har gjort sig bemærket overfor de studerende i det forgangne halvår. Pokalen, der altså er opkaldt efter Edmund og indstiftet af de studerende sidst i 80'erne, uddeles stadig hvert halve år ved matalogifesterne.
Edmund var en meget ivrig sportsudøver og var i adskillige år med til at styrke den sociale kontakt med de studerende blandt andet ved ugentlige fodboldkampe, volleyball, etc. Han var også en ivrig badmintonspiller og var, i kraft af sin gode fysik, til det sidste en jævnbyrdig modstander selv for langt yngre personer. I en lang årrække spillede han også badminton med 3 kollegaer fra instituttet og kunne således prale af at være en af de få der spillede en doublekamp, hvor alle deltagere havde en ph.d. i matematik. Da vi på instituttet for et år siden begyndte at spille fodbold efter arbejdstid, var Edmund den første, der tog støvlerne på.
Ved de årlige julefrokoster var Edmund en fast og specielt populær deltager, dels fordi han ikke var bange for at stille sig op og synge en sang, dels på grund af at han altid medbragte sin kone Anne Grethes frikadeller og nøddekage, der hurtigt blev obligatoriske retter.
Det var ikke kun instituttets studerende, der fik mulighed for at opleve Edmunds glæde ved at formidle. I forbindelse med Dansk Naturvidenskabsfestival var Edmund flere gange ude for at undervise på folkeskoler og gymnasier, bl.a. om straffesparkets matematik. Edmund var ofte underviser på efteruddannelseskurser for lærere. Og han var ikke den, der sagde nej, når man bad ham om en mørk januaraften at køre fra Odense til Aabenraa for at holde oplæg om matematiske beskrivelser af sammenhæng mellem energibalance og fedme, for matematiklærere på kursus.
De mange forskellige muligheder for anvendelser af matematikken har netop fået en mere fremtrædende plads i instituttets udbud af uddannelser. Edmund glædede sig til at bidrage til denne øgede synliggørelse af sit specialfelt. Nu må vi konstatere, at vore muligheder for at realisere de nye uddannelsestilbud er blevet væsentlig forringet. Det ville dog ikke være i Edmunds ånd at give op, så vi arbejder videre.
18.10.2007
Tilbage til nyhedsoversigten