John Christensen, Boye L. Jensen og Lars Porskjær Christensen - alle SDU-professorer - modtog i formiddag Fyens Stiftstidendes Forskerspris 2011.
Der blev talt om regnskaber, blodtryk og plantestoffer, da Fyens Stiftstidende i formiddag uddelte sine årlige forskerpriser.
Tre SDU-professorer var blevet udvalgt, og de kvitterede for hæderen med en kort indføring i deres forskningsområder.
John Christensen fra Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi fortalte om sin regnskabs- og revisionforskning. Han har i mange år været internationalt anerkendt inden for sit fagområde og er især kendt for sin indsats inden for Analytic Accounting - et forskningsfelt han var med til at grundlægge i 70'erne, mens han var ph.d.studerende på Stanford University.
Boye L. Jensen fra Institut for Molekylær Medicin forsker i nyrens funktioner for at få større viden om, hvorfor så mange danskere - 1 million - har forhøjet blodttryk. Han fortalte blandt andet om sin forskning i de hormoner m.m., der påvirker kroppens saltbalance, som reguleres af nyrerne.
Lars Porskjær Christensen fra Institut for Kemi-, Bio- og Miljøteknologi forsker i plantestoffer og sundhed, og han talte om de udfordringer, der ligger i at lave en optimal industriel produktion af lægemidler udvundet af planter som f.eks. taks.
Hver prismodtager fik overrakt et diplom og 15.000 kroner.
På billedet ses fra venstre Lars Porskjær Christensen, John Christensen og Boye L. Jensen. Foto: John Fredy28.04.2011
Tilbage til nyhedsoversigten