Velkommen til hjemmesiden for forskningsprojektet Religiøs maximalisme og minimalisme. Formålet med denne hjemmeside er at give let og overskuelig adgang til forskningsprojektet, dets problemstillinger og resultater.
Termerne maximalisme og minimalisme
Forholdet mellem religion og politik er et aktuelt tema i samfundsdebatten. En vigtig årsag til dette er ikke mindst de konflikter der kan opstå imellem på den ene side de personer og grupperinger, som mener og kæmper for at religiøse forestillinger og handlemåder skal styre alle aspekter af samfundslivet, og på den anden side de der mener, at religion er et privat anliggende, som kan og bør holdes indenfor en særskilt religiøs sfære. Forskellen er af den amerikanske religionshistoriker Bruce Lincoln blevet sammenfattet som distinktionen mellem maximalisme og minimalisme.
Hvorfor dette projekt?
Religiøs maximalisme kendes ikke kun fra nutidens bevægelser, der især i medierne kendetegnes som ”fundamentalistiske”. Også de første århundreder efter vor tidsregnings begyndelse var kendetegnet af kristendommens insisteren på at udgøre den eneste acceptable religion og samfundstænkning, og forskellige kristne grupperingers polemik imod deres modstandere, deriblandt både andre kristne og ikke-kristne.
Der mangler systematisk viden om, hvordan spørgsmål om maximal religiøs indflydelse på samfundet er kommet til udtryk i nutidige og antikke religiøse miljøer, og hvordan antikkens og nutidens maximalisme forholder sig til hinanden. Formålet med forskningsprojektet Religiøs maximalisme og minimalisme er at undersøge denne problematik ved hjælp af ét mindre og fire store delprojekter med fokus på antikken og på nutidens Europa, og ved en sammenlignende undersøgelse af forholdet mellem religion og politik i de to perioder. For at afdække dette forhold arbejder projektet tværfagligt ved at kombinere og videreudvikle indsigter fra religionsvidenskab, antikhistorie og politologi.
Projektstøtte
Projektet er støttet af Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation (FKK) med en bevilling fra oktober 2011 til december 2015. Projektets officielle titel er Religious Maximalism and Minimalism in Antiquity and Contemporary Europe. Projektet ledes af professor Olav Hammer, Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier, og delprojekterne udføres af Ph.d-stip. Josef Bengtson, postdoc-stip. Henrik Friberg-Fernros, postdoc-stip. Tage Petersen, lektor Susanne William Rasmussen og lektor Anders Holm Rasmussen.