Teit Lüthje og Lars Jensen publiserer i ´Review of World Economics´
Ved at analysere samhandlen med varer af forskellig kvalitet har de to forskere Lars Jensen og Teit Lüthje, fundet frem til, at det ikke, som tidligere antaget, er mængden af arbejdskraft samt forskning og uddannelse, der er de drivende kræfter i handlen mellem europæiske lander.
Teit Lüthje forklarer, at de ved at undersøge europæiske samhandelstal fra OECD i perioden 1996-2005 så, at de helt centrale drivkræfter bag vertikal intra-industriel handel - VIIT (handlen med varer af forskellig kvalitet inden for den samme produktgruppe) er den gennemsnitlige indkomst pr. indbygger og overlap i landenes indkomstfordeling, landenes produktionsstørrelse og den geografiske nærhed. Derved fører denne form samhandel ikke til strukturelle ændringer mellem brancher. Dette ville være tilfældet, hvis det var mængden af arbejdskraft samt forskning og uddannelse, der var de drivende kræfter. Sagt på en anden måde, så er de tilpasningsomkostninger, der er forbundet med handelsliberalisering ikke nævneværdige i denne samhandel. En konsekvens heraf er, at det hovedsagelig er efterspørgslen i de enkelte samhandelslande og ikke produktionssiden, der trækker denne form for samhandel blandt europæiske lande.
Lars Jensen føjer til at det specielle for undersøgelsen er, at samtlige bilaterale handelstal i gruppen af undersøgte lande indgår i analysen.
Forskerne håber, at undersøgelsen på længere sigt kan være med til at kaste lys over, hvad der er bestemmende for et lands afsætningsmuligheder.
Mere information: Teit Lüthje, teit@sam.sdu.dk, 6550 1375
Efter artiklen er skrevet, er Lars Jensen desværre afgået ved døden.
26.10.2009
Tilbage til nyhedsoversigten