Nu sker der noget nyt på statskundskab! En ny studenterforening har set dagens lys. Foreningen hedder "Politologen", og har en klar og fast målsætning om at skærpe det sociale fællesskab for alle statskundskabsstuderende i Odense på tværs af årgangene. Det kommer til at ske gennem en bred vifte af tilbud. Som udgangspunkt består disse tilbud helt konkret af en årlig tilbagevendende pubcrawl, uformelle debatarrangementer og fagligt relevante studieture til udlandet. I bestræbelsen på at skabe bredere rammer for studiemiljøet ønsker vi, at vores tilbud til de studerende skal være kendetegnet ved en symbiose mellem det faglige og sociale.
Vi går i luften med et brag fredag d. 8. april, hvor vi afholder dette års pubcrawl og allerede nu har vores første studietur på tegnebrættet. Du kan finde os på vores hjemmeside www.Politologen.dk og tilmelde dig eventen på Facebook.
For at skabe et bedre studiemiljø, har vi brug for jeres hjælp. Støt op om vores arrangementer, så vi sammen kan skabe et dynamisk fagligt og socialt miljø for statskundskabsstuderende på tværs af årgange. På sigt har vi brug for friske kræfter, der er interesseret i at deltage engageret i frivilligt organisatorisk arbejde, og præge udviklingen mod et bedre studiemiljø. Vi ser meget gerne, at Politologen over tid kommer til at rumme medlemmer fra alle årgange. Foruden den planlagte pubcrawl har vi en studietur til Bruxelles i efterårsferien i støbeskeen. Studieturen bliver studierelevant således, at der bliver mulighed for at møde både politikere og embedsmænd, der har deres daglige gang i den europæiske hovedstad. Studieturen vil desuden byde på en række forskellige kulturelle tilbud såvel som en mulighed for at lære dine medstuderende bedre at kende. Nærmere information om studieturen til Bruxelles følger, men du kan allerede nu købe billet til vores forårspubcrawl: www.billetto.dk/foraarsfaerd
Med venlige hilsener
Anders Foged Filtenborg, Frederik Gaardboe, Jesper Sigsgaard-Rasmussen, Rasmus Scheelke
Foreningen Politologen – www.Politologen.dk