For femte år i træk donerer BHJ-Fonden på sin årsdag to millioner kroner til Syddansk Universitet i Sønderborg. Pengene går blandt andet til en række projekter, som skal være med til at styrke Sønderborg Campus som en af de førende uddannelsesinstitutioner indenfor kinesiske studier.
I juni skal Sønderborg være vært for European Association of Taiwan Studies internationale konference, der tiltrækker forskere fra det meste af verden. Det er professor Michael Rudolph, der har fået konferencen til Sønderborg, og han er ikke i tvivl om, at konferencen er med til at løfte Sønderborg som anerkendt studieby.
'Det har stor betydning for os og for hele området , fordi denne konference kan være med til at sætte Sønderborg på det internationale landkort over værtsbyer for akademiske events', siger Michael Rudolph.
Og ambitionerne på de kinesiske studier under Institut for Fagsprog, Kommunikation og Informationsvidenskab på SDU i Sønderborg stopper ikke ved konferencen. I det kommende år tages der også hul på et forskningsprojekt omkring migrant brude i Taiwan, udvikling af den nye master Intercultural Management in China og et phd. stipendium omkring Kinas softpower.

Signe Overgaard Ptaszynski (bill.) er med sit ph.d.-projekt om Kinas softpower med til at bygge bro mellem den humanistiske og samfundsvidenskabelige tilgang til negotuddannelsen, som Institut for Fagsprog, Kommunikation og Informationsvidenskab udbyderi fællesskab med Institut for Grænseregionsforskning. Ph.d-stipendiet er således et samfinansieret ph.d-stipendium mellem de to institutter
SDU sikrer fremtiden
På fredag den 3. februar får de kinesiske projekter overrakt 263.000 kroner fra BHJ-Fonden - en almen fond, der støtter humanitære, kulturelle og almene formål – med fokus på erhvervslivet.
'Syddansk Universitet i Sønderborg er i den grad med til at sikre regionens erhvervsliv kvalificeret arbejdskraft i fremtiden. Derudover skaber universitetet liv og dynamik i området. Det er vigtigt, og derfor er vi stolte af at støtte det', siger BHJ-Fondens bestyrelsesformand, Jens Hohwü.
De 263.000 kroner er en del af en større donation på 2 millioner kroner, som fonden i anledning af sin årsdag de seneste fem år har foræret SDU i Sønderborg til udvalgte projekter samt anskaffelse af forskelligt udstyr.
For yderligere information, kontakt BHJ-Fondens bestyrelsesformand Jens Hohwü på telefon 2311 7742
Fakta: BHJ-Fondens Årsdag
Fonden har de seneste fem år markeret sin årsdag ved en festlighed på Alsion, hvor den uddeler cirka 2 millioner kroner til projekter og udstyr på SDU i Sønderborg. Det er også ved denne lejlighed, at modtagerne af den eftertragtede forskerpris på 100.000 kroner og undervisningsprisen på 2 x 50.000 kroner kåres.
10.02.2012
Tilbage til nyhedsoversigten