På Biologisk Institut forskes i en bred vifte af emner inden for akvatisk økologi spændende lige fra jordens tidligste udviklingshistorie til det moderne menneskes indflydelse på vandmiljøet.

Oprensningen af danske søer er i fuld gang og der er i disse år stor fokus på genetablering af bundvegetation i søer. I det marine miljø undersøges blandt andet de filtrerende organismer, såsom sækdyr, svampe og mosdyr. Bunddyrene har vital betydning for stofomsætningen i kystnære marine økosystemer. Effekter af nedgravede børsteormes, muslingers og krebsdyrs aktivitet for havbundens mikrobielle stofskifte undersøges med henblik på at klarlægge betydningen af samspillet mellem dyr og bakterier for frigivelsen af næringsstoffer til den overliggende vandsøjle. Havgræsser er vigtige komponenter i det marine økosystem, og vi undersøger om ændringer i sedimentforhold har betydning for observerede tilbagegange i danske farvande og omkring havbrug i Middelhavet og på Filippinerne. Gruppen arbejder desuden med undersøgelser af omsætningen af næringssalte i søer, sørestaurering og vandplanters økologi (især betydning for næringssaltomsætning og rodzonens kemiske forhold).
Økogruppen er involveret i forskellige nationale og internationale forskningsprojekter. I grundforskningscentret Center for Jordens Klima og Biogeokemiske Kredsløb undersøges den biologiske evolution beskrevet gennem studier af jordoverfladens kemiske udvikling. Danmarks Naturvidenskabelige Forskningsråd støtter os med apparatur og driftsmidler til studier af dyrs og planters indflydelse på biologiske og kemiske processer i havbunden og i lavvandede søer. I EU projektet MedVeg undersøges miljøeffekter af den hastigt voksende havbrugsindustri i Middelhavet. Gruppen udfører også forskning i troperne støttet af Danida. I Center for Sørestaurering, som er et Villum Kann Rasmussen Center of Excellence, undersøges hvorledes forskellige indgreb i søer påvirker stofomsætning og den biologiske struktur i søer.
Du kan læse mere om vores forskning på de personlige sider og du er velkommen til at skrive til os, hvis du ønsker mere information om Økogruppen.