Forskningsområdet
Miljøstress omfatter undersøgelser af kemikaliers skadelige virkninger på naturens organismer (for eksempel hormonforstyrrende stoffer, tungmetaller og pesticider) og organismers tilpasninger til naturligt forekommende stressfaktorer (variationer i ilt, saltholdighed, temperatur mv.) samt vekselvirkningen mellem kemikalier og de naturlige stressfaktorer.
Forskningsområdet
Lyd og Adfærd beskæftiger sig med sammenhængen mellem dyrs adfærd og sanseorganernes samt nervesystemets funktion. Specielt undersøges dyrs lydkommunikation og de fysiologiske mekanismer bag hørelse og lydproduktion hos en række forskellige dyregrupper såsom pattedyr, fugle, frøer og insekter.
I forskningsområdet
Økologi undersøges livet i havet og de ferske vande. Forskningen spænder fra bakterier til dyr og planter og dækker såvel de enkelte organismers anatomi, fysiologi og økologiske rolle som stof- og energikredsløb i akvatiske miljøer som helhed. Herved opnås en detaljeret forståelse af økosystemernes funktion og produktivitet samt af deres sårbarhed overfor menneskeskabte og naturlige påvirkninger. Et særligt fokus på mikroorganismernes økologi danner grundlag for udforskning af livets tidlige udvikling i Jordens oldtid.
Forskningen i NordCEE spænder vidt – lige fra mikrobiel økologi, molekylær biologi, biogeokemi, mikrobiel fysiologi og til geobiologi og geokemi. Vi beskæftiger os med mikroorganismer og de mange roller, som de spiller i naturens stofkredsløb i dag, samt hvordan disse roller har forandret sig i takt med jordens geologiske udvikling. Vi arbejder i mange forskellige miljøer, lige fra søer til verdenshavene, og på geologiske lokaliteter fra alle tidsaldre.
Vi har en stor forskningsinteresse i Arktisk Biologi, der hovedsageligt fokuserer på hvorledes klimaforandringer vekselvirker med og påvirker det marine miljø. Eksempelvis; hvad betyder et mindre isdække for primær produktionen og udvekslingen af CO2 mellem atmosfære og hav? Hvordan forandres de biologiske samfund med stigende temperaturer og øget ferskvandsafstrømning? Og hvordan påvirker det de biologiske og kemiske stofkredsløb. Arbejdet har et stærkt biologisk fokus, men er også tæt integreret med kemiske og fysiske forskningsdiscipliner.