Pernille B. Lærkegaard Hansen, Lektor PhD, ved Institut for Molekylær Medicin, Afdeling for Kardiovaskulær og Renal forskning overrækkes Novartis prisen på 25.000kr lørdag den 24. april 2010 ved Dansk Hypertensionsselskabs årsmøde i Korsør. Prisen tildeles Pernille Hansen for en stor og original forskningsindsats, der har afdækket mekanismer, der regulerer der normale blodtryk og som er af betydning for opståen af forhøjet blodtryk. Pernille Hansen fokuserer i sin forskning på funktionen af små blodkar i nyrerne, som er afgørende for nyrernes evne til at regulere organismens udskillelse af salt. Som den eneste i verden har Pernille Hansen isoleret og undersøgt nyreblodkar med en diameter helt ned til 7 mikrometer fra forsøgsdyr og har i samarbejde med afdelinger fra Odense Universitetshospital, som den første, undersøgt funktionen af blodkar isoleret fra menneskenyrer doneret efter kræftoperationer ved OUH. Endvidere har Pernille Hansen udviklet metoder til vedvarende måling af puls og blodtryk på fritgående og ustressede mus; en teknik som er af stor betydning i en tid hvor genetisk modificerede mus er den dominerende forsøgsdyrmodel i blodtryksforskning.
Pernille Hansen er uddannet cand. scient i biologi og kemi fra Syddansk Universitet, PhD fra SDU og har tilbragt 3 år som postdoc ved NIH i Washington DC, USA. Pernille Hansen er forfatter til 35 artikler i internationale tidsskrifter. Siden ansættelse ved SDU har Pernille Hansen undervist ved flere forskellige uddannelser, vejledt speciale- og PhD studerende og samlet en produktiv forskningsgruppe omkring sig.
For yderligere information, kontakt: http://www.sdu.dk/ansat/plaerkegaard.aspx
21.04.2010
Tilbage til nyhedsoversigten