Kort om Instituttet
Center for Maritim Forskning og Innovation (MFI) blev formelt oprettet den 1. januar 2005 som et institut ved Syddansk Universitet i Esbjerg. 1. maj 2005 blev Kristen D. Nedergaard ansat som instituttets direktør og 12. december 2005 blev instituttet officielt indviet af bl.a. Økonomi og Erhvervsminister Bendt Bendtsen og Rektor for SDU Jens Oddershede. Oprettelsen af MFI skal ses som et væsentligt element i et næsten samlet Folketings beslutning om at løfte det maritime område gennem en større uddannelsesreform, og en styrkelse af forskning, innovation og udvikling. MFI indtager en central rolle i disse bestræbelser.
Danmark har et stort udviklingspotentiale inden for søfart og tilhørende maritime industrier, der både er historisk og geografisk betinget. For at kunne udnytte dette kræves imidlertid en langt større satsning på uddannelses- og forskningsområdet, og på fælles indsats fra alle sektorens aktører, end der hidtil har været. Effektive, fleksible og innovative løsninger og medarbejdere med stærke kvalifikationer i nøglefunktioner er forudsætningen for dansk søfarts fremtidige konkurrenceevne. Den væsentligste opgave for Center for Maritim Forskning og Innovation er gennem sine aktiviteter at bidrage til at Danmark som søfartsnation kan frigøre og udnytte dette potentiale.
Instituttets forsknings- og udviklingsaktiviteter bygger på to strategiske ledetråde: interessentorienteret og praksisnær forskning og udvikling.
Instituttets arbejde tager metodisk afsæt i primært erhvervsøkonomiske og samfundsvidenskabelige discipliner i et globaliseret og internationalt perspektiv. Instituttet bestræber sig på at etablere et tværvidenskabeligt forskningsfelt, som baserer sig på koblinger mellem erhvervsøkonomi, international økonomi, økonomisk geografi, maritim økonomi og logistik.
Instituttets primære genstandsfelter er søfarten og dens rammevilkår, samt intermodale transportkæder og de logistiksystemer, søfarten indgår i. Hertil kommer tilhørende maritime industrier, havnen og infrastrukturer.
Konstitueret institutleder:
Flemming Just
Telefon: 65 50 42 20
fj@sam.sdu.dk
Institutsekretær:
Dorthe Sjørslev Rasmussen
Telefon: 65 50 15 90
dsr@sam.sdu.dk