Turisme er et område der trods økonomiske kriser er i vækst på globalt plan og udgør livsgrundlaget for millioner af mennesker. Væksten giver kulturelle og miljømæssige udfordringer for både branchen og for samfundet.
Forskningsmæssigt tager vi på TIC udgangspunkt i såvel samfundsvidenskabelige som humanistiske tilgange, og forskningen dækker derfor emner lige fra kommunikation, marketing, innovation og lokal erhvervsudvikling, over kompetenceudvikling og e-læring til forvaltning af kulturarv og naturgoder.
Centrets mål er at bidrage til udvikling af bæredygtige løsninger i turismen på alle niveauer, så ud over forskning omfatter aktiviteterne derfor uddannelse og samarbejde med myndigheder og erhvervsliv på såvel lokalt og nationalt plan som på verdensplan. Centerets medarbejdere underviser på negot-uddannelserne i international turisme og fritidsmanagement samt i hotelmanagement.
TIC står for SDU’s bidrag til den internationale uddannelse European Master in Tourism Management (EMTM), der udbydes i samarbejde med universiteterne i Girona, Spanien, og Ljubljana, Slovenien, og er optaget som en del af det prestigefyldte Erasmus Mundus program.