SDU’s egen journalistiske pris, Jern-Henrik, er blevet udvidet med tre nye priser: Basker Henrik, Felt Henrik og Service Henrik.
Når KaJO traditionen tro uddeler Jern-Henrik prisen 2009 sidst i oktober, er der kommet tre nye priser på programmet. Basker Henrik, Felt Henrik og Service Henrik er navnene, og hver hylder de nye priser forskellige områder inden for journalistikken.
Basker Henrik har fokus på nyhedsjournalistikken. Prisen gives for årets nyhed - dvs. ”en historie, der har markant nyhedsværdi, overrasker og er en original øjenåbner. Det kan være en lille, kuriøs historie, der sætter vores samfund i perspektiv, eller en afsløring af noget større.”
Felt Henrik hylder i stedet reportagen. ”Felt Henrik belønner den gode reportage på tryk, i billeder eller lyd. Prisen hylder det at bringe læseren/lytteren/seeren helt tæt på ved for eksempel brug af (sprog)billeder, soundbites, reallyd, valg af kilder og valg af øjebliksbilleder.”
Service Henrik lægger fokus et helt tredje sted. ”Service Henrik priser et stykke journalistik inden for genren ”news you can use”, som informerer brugeren balanceret, troværdigt og underholdende.”
Vinderen af hver af disse tre nye priser bliver belønnet med 1000 kr.
Hovedprisen, Jern-Henrik, er selvfølgelig stadigvæk på programmet ved KaJOs generalforsamling d. 24. oktober. Prisen "gives til en praktikant for en journalistisk historie, der udmærker sig, fordi vedkommende i arbejdet med historien har gjort en ekstraordinær indsats i forhold til idé, research, sprog, form og indhold."
Vinderen af hovedprisen modtager 2000 kr.
Jern-Henrik prisen er Center for Journalistiks pendant til virkelighedens Cavling pris og DJstuds Kravling. Det er sjette gang i træk SDU uddeler prisen.
Hovedprisen og de tre nye ’Henrikker’ uddeles kun for historier, der er produceret fra d. 1. august 2008 til 31. juli 2009. Historierne skal desuden være produceret i praktiktiden og ikke på studiet.
Årets dommerkomité består af:
- Kristoffer Meinert (tv-journalist på DR2-udland)
- Mads Kastrup (journalist på Berlingske Tidende)
- Susanna Maria Sommer (freelance journalist)
- Lis Hornø (chefredaktør for forbrugerbladet TÆNK)
- Poul Kjærgaard (redaktionschef på Fyens Stiftstidende)
08.09.2009
Tilbage til nyhedsoversigten