Den nye centerleder på Center for Journalistik Per Knudsen vil skabe større sammenhæng mellem de journalistiske og de akademiske fag på studiet. Men også samarbejdet med andre uddannelser skal videreudvikles.
Når Per Knudsen til årsskiftet sætter sig til rette i chefstolen som ny centerleder på Center for Journalistik, vil han løfte arven fra tidligere leder Troels Mylenberg ved at øge samarbejdet mellem fagene på studiet.
”Vi skal i højere grad udnytte, at vi ikke er en journalisthøjskole, der ligger i udkanten af et universitet, men at vi er en universitetsuddannelse, der tager det journalistiske håndværk alvorligt. Vi skal bestræbe os på at nedbryde modsætningerne mellem de akademiske og håndværksmæssige fag, så man ikke kun bliver trænet i formidling, men også i analytiske evner,” siger Per Knudsen.
Han påpeger, at hvis man eksempelvis har lektioner om finanskrise og økonomi i historie, skal man i højere grad videreføre emnet over i en konkret håndværksmæssig opgave, hvad enten det er tv, radio eller artikler.
”Så kan man f.eks. gå ud og snakke med fru Jensen og høre hende, om hun med finanskrisen skal omlægge sine lån osv. På den måde sætter man sig virkelig ind i emnet og får mere styr på det faktuelle baggrundsstof,” fortæller Per Knudsen.
Flere fælles projekter
Per Knudsen har siden august været tilknyttet Center for Journalistik som journalistisk fellow, og hver dag har han på nærmeste hold fulgt udviklingen på studiet. Som ny centerleder har han ikke kun ambitioner om at skabe mere sammenhæng internt på studiet. Samarbejdet med andre uddannelser på SDU og andre universiteter skal forøges.
”Vi skal åbne os endnu mere over for studier i Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, som vi hører ind under, men også videre ud på universitetet, ” siger Per Knudsen.
Han henviser blandt andet til valgaftenen d. 4. november i år på Syddansk Universitet, hvor samfundsvidenskab, amerikanske studier og journalistik samarbejdede om at få stablet det hele på benene.
”Sådan en begivenhed kan bane vejen for andre arrangementer,” forklarer Per Knudsen.
Synlig på medietorvet
Den nye centerleder har som tidligere chefredaktør på både Politiken og Information gennem flere år stået for ansættelse og uddannelse af praktikanter. Han understreger, at det interessante for ham netop er at følge uddannelsen af fremtidens journalister på nærmeste hold.
”Det sjoveste har altid været, at arbejde med unge mennesker, der er på vej ind i vores fælles fag. Det er spændende at være med til at præge dem, der skal bære faklen videre,” fortæller Per Knudsen.
Læs mere om Per Knudsens journalistiske karriere og begrundelsen for valget af ham som ny centerleder - her.
02.12.2008
Tilbage til nyhedsoversigten