Årets Kravlingpris havde to vindere.
I fredags lagde Pressen i Politikens Hus igen i år lokaler til uddelingen af de journaliststuderendes pendant til Cavlingprisen - Kravlingprisen. Årets hæderspris gik til hele to vindere.
SDU’s Sara Maria Glanowski delte prisen med 18 praktikanter fra Nordjyske Medier, mens Maria Fonfara løb med FotoKravlingprisen.
Pilgrimstur til Polen
Sara Maria Glanowski fik overrakt den ene halvdel af prisen for en artikelserie om hendes families oprindelsesland Polen. I den personlige reportageserie 'Rejsen tilbage' tager Sara Maria Glanowski læseren med på pilgrimstur til landsbyen Przeginia i det sydlige Polen.
Ifølge dommerkomiteen er Sara Maria Glanowskis artikelserie skrevet med en personlig indgangsvinkel samtidig med, at hun formår at gøre historien langt større end det personlige.
Rundt om en morder
Holdet af praktikanter fra Nordjyske medier løb med den anden halvdel af Kravlingprisen for en lang række interviews med udsatte unge i miljøet omkring den 15-årige nordjyske morder - den 15-årige dreng, der tævede en mand ihjel ved Aalborg Stadion sidste år.
Kravling-komiteen skrev følgende om det journalistiske projekt: ”Tilsammen udgør serien et enestående og skræmmende portræt af en gruppe udsatte, vi helst ikke vil kendes ved.”
Krop, sex og kærlighed
Mens Sara Maria Glanowski og praktikanterne fra Nordjyske Medier delte både hæder, klapsalver og en check på 25.000 kr., stod vinderen af årets FotoKravling alene på podiet. Maria Fonfara vandt 10.000 kr. for hendes fotoserie om krop, sex og kærlighed i den tredje alder, som ifølge komiteen var skabt med stort mod, indlevelse og store menneskelige egenskaber.
Efter prisuddelingen kunne dj Djune Barnes sætte gang i dansegulvet med elektronisk musik.
Læs Sara Maria Glanowskis artikelserie her.

Læs artikelserien fra Nordjyske Medier her. Se Maria Fonfaras billeder her.

20.04.2009
Tilbage til nyhedsoversigten