Journalisterne Morten Frich og Morten Crone havde et klart budskab til de studerende, da de i mandags på Medietorvet fortalte om deres vej til Cavlingprisen. Selv de største historier begynder i det små.
Medietorvet var mandag morgen fyldt med unge forventningsfulde journaliststuderende, da to af årets fire Cavlingvindere Morten Frich og Morten Crone gæstede SDU. Alle var mødt op for at høre om hele processen bag deres journalistiske vinderprojekt ”Forbrydelsen”, og budskabet fra de to beskedne Berlingske-reportere var ikke til at tage fejl af.
-Alle store historier er små historier, og det er det her et eksempel på. Det er virkelig en lille historie, som gør, at ens journalistik kommer til at handle om noget utrolig konkret, sagde Morten Frich.
Startede i kolonihaven
De to journalister kunne fortælle, at hele deres omfattende projekt ”Forbrydelsen”, som resulterede i store ændringer af politireformen blot startede med en enkelt kriminalsag.
Gravegruppen på Berlingske Tidende modtog tilbage i efteråret 2007 et anonymt tip om, at man skulle undersøge et trafikuheld nærmere, hvor 53-årige Pia Rønnei og en anden mand var omkommet. Morten Crone og Morten Frich besluttede sig for at følge sporet, og efter noget tid fandt de frem til vidnet Nino Chieu i et kolonihaveområde. Han havde dage forinden Pia Rønneis død kontaktet politiet flere gange, da han havde hørt skrig i Pia Rønneis kolonihavehus. Men politiet rykkede aldrig ud.
De to reportere gik nu helt til bunds sagen med Pia Rønnei i løbet af de næste måneder, men det var vanskeligt for dem at se perspektivet i al den information, de havde indsamlet.
-Vi havde meget svært med at vinkle skarpt på, hvad denne undersøgelse egentlig handlede om, især fordi vi i et stykke tid måske fornemmede, at det her godt kunne have sammenhæng med politireformen, fortalte Morten Frich. De prøvede at finde et handlingsspørgsmål, som i høj grad kunne involvere borgerne, og efter noget tid kom de frem til den egentlige vinkel på deres projekt: kommer politiet, når du ringer?
Kernespørgsmålet var vigtigt, da Morten Frich og Morten Crone nu kunne styre deres research og sorterer al unødvendige information fra.
Fra venstre: journalist Morten Frich og Morten Crone.
Foto: Johan Bertil Winther Andersen
Nettet var genialt
Men det, der for alvor fik deres historie til at udvikle sig fra blot at være en enkelt sag om politisvigt til at få konsekvenser helt ind på Christiansborg, var opbygningen af et website, som journalist Jesper Woldenhof var med til at realisere. På hjemmesiden kunne borgerne henvende sig, hvis de ligesom Nino Chieu i kolonihaven havde oplevet, at politiet ikke dukkede op, når man havde brug for det.
-Her kunne man selv deltage i undersøgelsen og gå på opdagelse. Her fik historien sit eget liv, fortalte Morten Frich og Morten Crone.
Efter noget tid væltede det ind med henvendelser. De mest opsigtsvækkende sager blev lagt på nettet, sammen med alt det andet materiale omkring selve sagen.
Kollega og fotograf Erik Refner besluttede sig nu for at køre landet rundt for at lave tv-interviews med nogle af disse mennesker. De skrevne historier på websitet skulle nu omsættes til levende billeder.
-Vi ville rigtig gerne lave nogle menneskelige historier, som definerede det her problem og beskrev det på en meget konkret måde, fortalte Morten Frich.

Foto: Johan Bertil Winther Andersen
Inddragelsen af borgernes små personlige fortællinger på nettet i både ord og billeder var altafgørende. Det fik folk på det politiske plan op af stolene og kræve handling.
-Det, at man får præsenteret casen på denne her måde og kan læse den fra en menig mands synsvinkel, har fuldstændig fanget den politiske dagsorden. Og det er den eneste grund til, at der er sat de her ting i søen, fortalte Morten Frich og henviste til de mange ændringer på det politiske plan, som deres journalistiske projekt i dag har mundet ud.
Websitet var desuden et nyttigt redskab, når kilder skulle videregive informationer. Morten Crone og hans kollegaer opfordrede hver gang kilderne til at gå ind på hjemmesiden inden, at de ville blive interviewet. På den måde åbnede kilderne sig endnu mere op.
-Når kilderne har været inde, og se hvad vi har lavet, og hvad det her går ud på, så får man noget helt andet fra de her mennesker. De kender sagen og føler sig trygge, fortalte Morten Crone afslutningsvis på Medietorvet.
Du kan læse alt om projektet ”Forbrydelsen” på hjemmesiden her.
04.02.2009
Tilbage til nyhedsoversigten