Styrelsen ved SDU´s journalist-uddannelser har besluttet, at det i 2012 bliver Informations Charlotte Aagaard – tidligere vinder af Cavlingprisen i 2003 for dækning af Danmarks deltagelse i Irak-krigen - der modtager landets største journalistiske pris, Fyens Stiftstidendes Fellowship. Charlotte Aagard vil benytte Fyens Stiftstidendes Fellowship til at skrive den første danske undervisningsbog om krigsjournalistik.
”Jeg er meget taknemmelig og beæret over at få denne fantastiske mulighed for at beskæftige mig mere sammenhængende og analytisk med krigsjournalistikken, end jeg har mulighed for til daglig. Krigsjournalistik er en krævende genre, både for den enkelte journalist og for de medier, der insisterer på at løfte opgaven. Alligevel er emnet stort set uberørt i den journalistiske faglitteratur. Og det vil jeg gerne råde bod på”, siger Charlotte Aagaard.
Om det fellow-projekt, hun skal beskæftige sig med fra august 2012 til januar 2013, siger hun: ”Dækningen af Danmarks rolle som krigsførende nation har gradvist fået mere bredde og perspektiv, men er alligevel ofte både provinsiel, naiv og famlende. Jeg vil gerne medvirke til at højne kvaliteten af danske mediers krigs- og konfliktdækning - til gavn for det journalistiske fag og for demokratiet.”
Formand for styrelsen ved journalist-uddannelsernes i Odense, ansvh. chefredaktør ved Fyens Stiftstidende, Per Westergård, siger om prismodtageren.
”Vi havde et superstærkt felt af ansøgere at vælge imellem. Vi faldt for Charlotte Aagaard, fordi hendes projekt rammer en tør plet i dansk journalistik, og fordi hun har formuleret sit projekt så præcist og målrettet, at hendes indsats på SDU helt sikkert vil forplante sig til mange andre i mediebranchen.”
Fyens Stiftstidendes Fellowship består af en pris på 500.000 kroner, som skal benyttes til frikøb fra normalt arbejde, transport mv. i den halvårsperiode, hvor prismodtageren bliver en del af dagligdagen på journalist-uddannelserne i Odense. Prismodtageren udvælges af styrelsen ved journalistuddannelserne, der tæller brancherepræsentanter, studerende, medarbejdere og ledere ved uddannelserne.
Charlotte Aagaard kan træffes på +45 20 84 00 40, og formand for styrelsen, Per Westergård, ansvh. chefredaktør Fyens Stiftstidende, på +45 28 10 95 00
07.03.2012
Tilbage til nyhedsoversigten