Beskrivelse
Der er i flere lande blevet gennemført en undersøgelse af det enkelte lands journalister med henblik på at afdække den journalistiske profession og dens udøvere, herunder journalisters samfundsmæssige rolle og egenopfattelse. Der er blandt andet blevet gennemført sådanne undersøgelser i USA i 1980’erne, 1990’erne og nu igen for et par år siden (resultaterne fra sidste undersøgelse er offentliggjort i 2006), i Tyskland (senest 2004) og i Holland (2002). Når der ses bort fra enkelte, mindre projekter, findes lignende forskning ikke i Danmark. Der er en udtalt mangel på viden om det danske journalistkorps. Forskningsprojektet ”Den danske journalist”, der ligger i forlængelse af de internationale undersøgelser, vil være med til at tilvejebringe sådan viden. Samtidig gør en replicering af dele af de udenlandske undersøgelser i Danmark det muligt at foretage sammenlignende analyser, som hidtil ikke er foretaget systematisk på tværs af de eksisterende landeundersøgelser.
Undersøgelsen vil indebære interviews med et repræsentativt tværsnit af danske journalister og redaktører med spredning på forskellige medier, jobtyper og genrer. Undersøgelsen vil indeholde en række baggrunds- og holdningsvariabler, som repliceres fra de internationale undersøgelser, og sætter derudover fokus på en række vigtige temaer, som for tiden diskuteres i medieverdenen, eksempelvis multi-kulturelle redaktioner, flermedialitet, mediekonvergens og genreopbrydning mellem nyheds- og underholdningsformer.
Publikationer
- Skovsgaard, Morten & Arjen van Dalen (2008). "De nye politiske journalister: Fra respektfulde børn til skeptiske voksne", pp. 71-89 i Troels Mylenberg & Peter Bro, red. Et løft(e) til journalistikken. Odense: Syddansk Universitetsforlag.
- Skovsgaard, Morten, Erik Albæk, Peter Bro, and Claes de Vreese ‘Media Professionals or Organizational Marionettes? Professional Values and Constraints of Danish Journalists’ in Weaver, David and Willnat, Lars (ed.) (forthcoming) The Global Journalist.
- Skovsgaard, Morten & Peter Bro (2011) 'Preference, Principle and Practice', Journalism Practice, DOI: 10.1080/17512786.2010.542066