Initiativet for Videnskab, samfund og politik (ISSP) har til formål at bidrage til at gøre videnskab og teknologi til integrerende dele af den samfundsmæssige planlægning og den offentlige diskurs
Hvis et demokrati skal fungere effektivt, er et af grundvilkårene, at alle involverede parter, dvs. lovgivere, myndigheder og offentligheden, har en forståelse for betydningen af centrale videnskabelige landvindinger og teknologiske muligheder. Omvendt bør forskerne også involvere sig i den brede samfundsdiskussion i spørgsmålet om, hvad vi ønsker os for fremtiden og af teknologien. ISSP vil arbejde på at skabe en dialog mellem forskere, politikere, virksomhedsledere og borgere så et videns- og kommunikations flow opstår. Dialogen skal konkretiseres gennem projekter, hvor målsætningen er at medvirke til progressiv og bæredygtig social forandring.
I øjeblikket har Initiativet to aktive projekter: ”regional bæredygtighed”, og ”levende teknologi”. Begge projekter har følgende mål:
- at opbygge videnskabelig og teknologisk ekspertise
- at fremme en ansvarlig og informeret debat omkring etiske og sociale spørgsmål
- at samarbejde med de relevante aktører og beslutningstagere om specifikke politiske anbefalinger
- at fremme socialt ansvarlige og bæredygtige forretningsmuligheder
Initiativet blev oprindeligt skabt gennem visioner og støtte fra Syddansk Universitet, og det forventes at vokse til et konsortium af universiteter og forskningsinstitutioner i hele Danmark og resten af verden. Et internationalt netværk af forskere og andre fagfolk samarbejder om initiativets projekter og udgør ISSP's eksterne del. Netværkets arbejde med projekterne foregår både via internettet og ved regelmæssige møder i Danmark.