Center for Børnesprog har stået for udviklingen af de nationale sprogvurderingsmaterialer
Gode sprogkundskaber er afgørende for senere uddannelsesmæssig succes og dermed for senere livsmuligheder. Derfor er det vigtigt at børn med sproglige problemer identificeres så tidligt som muligt, så der hurtigt kan iværksættes en indsats for at afhjælpe de sproglige problemer. Jo tidligere der sættes ind, jo lettere kan problemerne afhjælpes.
På Center for Børnesprog forsker vi i hvordan man kan udvikle pålidelige evidensbaserede værktøjer til at vurdere såvel etsprogede som tosprogede børns dansksproglige udvikling, der er lette at anvende for pædagoger og/eller talepædagoger. Udvikling af materialer til sprogvurdering er af flere årsager en metodisk udfordring, og resultatet vil altid være forbundet med en usikkerhed. Denne metodiske usikkerhed kan formindskes ved at materialer udvikles på baggrund af forskning (evidensbaseres) og afprøves grundigt.
Center for Børnesprog vil gerne bidrage til at vi i Danmark får en dynamisk sprogvurderingskultur hvor materialerne afprøves og løbende justeres baseret på den nye viden som såvel forskningen som den praktiske brug af materialerne bidrager med. Dette er muligt med moderne IT-teknologier. Vi vil også gerne bidrage til en sammenhængende sprogvurderingskultur hvor materialer er metodisk udviklet så det er muligt at få optimalt udbytte af at der findes flere sprogvurderinger for det enkelte barn.
Forskere ved centret har bl.a. udviklet det materiale til sprogvurdering af treårige (Sprogvurderingsmateriale til 3-årige) som over 80% af kommunerne i Danmark bruger). I 2010 har Center for Børnesprog i samarbejde med Rambøll og en række kommuner for Socialministeriet udviklet sprogvurderingsmaterialet Sprogvurdering af børn i treårsalderen, inden skolestart og i børnehaveklassen, der er en videreudvikling af Sprogvurderingsmateriale til 3-årige og som kan bruges til sprogvurdering af såvel et- som tosprogede børn i de nævnte aldersgrupper.
Følgende personer er tilknyttet området Vurdering af børns sprog:
- Centerleder Dorthe Bleses
- Lektor Anders Højen
- Professor Werner Vach
- Akademisk fuldmægtig Mette Kjær Andersen