Tre forskere ved Center for Børnesprog er med i netværket NorPhLex om børns sprogtilegnelse som har deltagelse af forskere fra Storbritannien, Estland og de nordiske lande. Fokus er på forholdet mellem fonologisk og leksikalsk udvikling hos etsprogede og tosprogede børn i nordiske lande og Estland.
Tidligere forskning har vist at der er en sammenhæng mellem tidlige fonologiske og leksikalske færdigheder og mellem tidlige leksikalske færdigheder og sprogforstyrrelser. Børn der sent begynder at tale, har mindre avancerede fonologiske systemer, og børn der er svage læsere, har typisk vanskeligheder med fonologisk processering, og mindre udviklede ordforråd bl.a. som konsekvens af deres læsevanskeligheder.
Netværket samler forskere der arbejder med både receptive og produktive færdigheder. Set fra et dansk perspektiv er det særlig informativt at lave tværsproglige sammenligninger mellem fx dansk, norsk, svensk og islandsk fordi der er store ligheder mellem sprogene undtaget på det fonologiske område hvor dansk skiller sig markant ud. Tværsproglige sammenligninger giver mulighed for at forske i i hvilket omfang danske børns forsinkede sprogtilegnelse relaterer sig til den særlige danske lydstruktur.
Finsk og estisk tilhører en helt anden sprogstamme end de nordiske sprog hvilket gør det interessant at forske i hvilke faktorer der påvirker tosprogedes sprogtilegnelse. I Danmark har tosprogede med ikke-vestlig oprindelse gennemsnitligt sværere ved at lære dansk end tosprogede med vestlig oprindelse har – også når der tages højde for socioøkonomiske effekter. Men vestlige tosprogede har typisk også et modersmål der typologisk ligger tættere på dansk end de fleste ikke-vestlige sprog, og en kultur som ligger tættere på dansk end ikke-vestlige kulturer. Ved at se på tosprogede med fx finsk og svensk bliver det muligt at isolere effekterne af sprogforskelle og kulturelle og socioøkonomiske forskelle.
Følgende personer er tilknyttet NorPhLex netværket:
Netværket er finansieret af NordForsk 2012-2014.