Projektet Interaktion mellem leksikon og morfologi i modersmålstilegnelsen er led i det internationale, tværsproglige forskningsprojekt: Noun Development in a Cross-Linguistic Perspective: the Interface of Lexicon and Grammar in First Language Acquisition, der ledes af Wolfgang U. Dressler, Österreichische Akademie der Wissenschaften og prof. em. ved Wiens Universitet. De øvrige projektledere er: (for hebraisk) Dorit Ravid, professor ved School of Education and the Department of Communications Disorders, Tel Aviv University, (for nederlandsk) Steven Gillis, Professor ved Centre for Dutch Language and Speech, Department of Linguistics, University of Antwerp. Derudover er en række yngre forskere, herunder post.doc. og ph.d.-studerende samt nogle ældre studerende fra de forskellige lande tilknyttet projektet. Den danske del består af projektleder professor Hans Basbøll og videnskabelig assistent Laila Kjærbæk Hansen. Claus Lambertsen, Berlin, deltager i projektets datalingvistiske del OLAM).
Projektet er støttet af Carlsbergfondet og har en sammenhæng med det ligeledes af Carlsbergfondet støttede nu afsluttede projekt Danske Børns Sprogtilegnelse.
Formålet med det internationale projekt er at undersøge udviklingen af substantiver hos førskolebørn i alderen 0-10 år. Til dette formål var der oprindeligt udvalgt to nært beslægtede og typologisk sammenlignelige sprog, (østrigsk) tysk og nederlandsk samt et hermed ubeslægtet sprog, nemlig hebraisk. Senere er dansk kommet til, og det danske sprog er i forhold til det internationale projekt interessant i en række henseender. Lydligt er dansk præget af voldsomme reduktioner især finalt i ord og stavelser, hvilket kan påvirke identifikationen af morfologiske endelser. Det danske stød (en syllabisk laryngal prosodi, der ikke har nogen nøjagtig parallel på andre sprog) kan være en vigtig nøgle til identifikation af bl.a. bøjningsformers morfologiske struktur. Desuden har dansk et klitisk possessivt morfem, der kan optræde langt fra sit ”hovedord” (fx hende du mødte på stationens mand), og dansk har, som de andre nordiske sprog, kategorien definit udtrykt som bøjningsendelse (foruden foranstillet som artikel, afhængig af konteksten). I singularis udtrykkes genus i både definit og indefinit og på ubestemte adjektiver og nogle pronomener; genus har stor betydning for valget af pluralisform (idet nul-pluralis er klart overrepræsenteret i neutrum). For at få et detaljeret billede af børns udvikling af substantiver bliver der i den internationale gruppe arbejdet med en række forskellige metoder for dataindsamling og analyse.
I analyserne af danske børns tilegnelse af nominalpluralis er produktivitet, transparens og forudsigelighed nogle af de centrale begreber, idet det undersøges, hvilken rolle de spiller i tilegnelsesprocessen. Det samme gælder for prosodiske faktorer som stavelsesantal, tryk og stød.
Vi anvender et datalingvistisk analyseredskab, OLAM, som er udviklet af Claus Lambertsen, Berlin, i samarbejde med Hans Basbøll og Thomas O. Madsen, hvor bl.a. ændringer i stammen ved bøjning og bøjningsendelsernes forudsigelighed systematisk kan analyseres på en måde, der tillader en direkte sammenligning med sprogtypologiske perspektiver mellem de fire sprog. Dette bruges på såvel eksperimentelle som longitudinale data.
De eksperimentelle data indbefatter The Classical Study og The Script Study. Det er eksperimenter, der metodisk set i alt væsentligt er en replikation af eksperimenter, der også er udført af partnerne i den internationale forskningsgruppe, men med af os udviklede sprogspecifikke lingvistiske analyser. Det er således muligt at sammenligne analyser og resultater tværsprogligt. De longitudinale data indbefatter dele af Odense TvillingeKorpus, hvor bl.a. Child Directed Speech og Child Speech vil blive sammenlignet med Adult Directed Speech samt skriftlige kilder.
Der tages udgangspunkt i Hans Basbølls klassifikationer af pluralissystemet, der udelukkende er baseret på sprogets lydside, hvilket giver en radikalt anderledes inddeling, end dem man i øvrigt finder (Hans Basbøll. The Phonology of Danish. Oxford University Press (2005)). Analyserne videreudvikles i forskergruppen.
Følgende personer er tilknyttet Morfologiprojektet: