Nyt dansk konsortium ”TREG-Center” med deltagelse af blandt andre professor mso Jens S. Andersen fra Institut for Biokemi og Molekylær Biologi på Syddansk Universitet vil sikre nye behandlingsmetoder for autoimmune sygdomme, som på sigt vil kunne kurere patienter helt eller delvist. Virksomheder og universiteter skyder 41 mio. kr. i immunologisk forskning inden for nye individualiserede behandlingsstrategier.
Inden for den seneste årrække har antallet af personer med autoimmune sygdomme som sklerose, leddegigt og kronisk tarmbetændelse været stigende. Hvor disse patienter i dag kun får lindrende behandling, vil konsortiet gennem projektet udvikle nye behandlingsmetoder baseret på såkaldte regulatoriske T-celler, som påvirker specifikke dele af immunsystemet. Målet er at udvikle markant forbedret individualiseret behandling, som vil give øget lindring og på sigt vil kunne kurere patienten helt eller delvist.
I TREG-Centeret vil der blive udviklet avancerede testmodeller baseret på immunceller fra raske personer samt fra patienter med autoimmune sygdomme. Ved at undersøge cellerne efter påvirkning med lægemidler kan forskerne forudsige, hvordan forskellige stoffer indvirker på de såkaldte regulatoriske T-celler, som har vist sig at have en positiv indflydelse på behandlingen af en lang række autoimmune sygdomme. Det giver virksomhederne mulighed for at afprøve, om deres lægemidler kan have en gavnlig eller kurerende effekt på sygdomme i immunsystemet. Med velfungerende testsystemer vil virksomhederne hurtigt kunne afgøre, om deres produktkandidater er brugbare til behandling af autoimmune sygdomme.
Konsortiets resultater kan benyttes af virksomheder, der primært udvikler lægemidler, samt til virksomheder inden for diagnostik og instrumentudvikling, samt benyttes både forskningsmæssigt og behandlingsmæssigt. På lidt længere sigt forventes det, at projektet kan bidrage til udvikling af helt nye lægemidler og behandlingsstrategier ved at øge mængden og aktiviteten i kroppen af regulatoriske T-celler.
Deltagerne i forskningssamarbejdet, som løber over de næste tre år, er GTS-virksomheden Bioneer A/S, virksomhederne Becton Dickinson A/S, Immudex A/S, Action Pharma A/S og Novozymes A/S samt Syddansk Universitet og Karolinska Instituttet i Sverige.
Rådet for teknologi og Innovation, som hører under Forsknings- og Innovationsstyrelsen, har bevilget 18,2 millioner kroner til innovationskonsortiet, mens parterne i centeret selv bidrager med 23 millioner kroner.
Nyhed fra NAT. Lagt på af U. Aljene.
07.10.2010
Tilbage til nyhedsoversigten