I år er der to specialestuderende fra BMB blandt modtagerne af Novo Nordisk/Novozymes scholarstipendium på 75.000 kr. til et helt års arbejde med specialet.
De to studerende, som nu skal i gang med deres specialer, er Maria Stahl Madsen og Anders Kristian Haakonsson (billedet). De har begge professor Susanne Mandrup (BMB) som vejleder.
Anders Kristian Haakonsson skal det kommende år undersøge biokemiske pathways i fedtceller, som nedbryder sukker og aminosyrer til brug i glycerolsyntese.
- Det er skønt med dette scholarship. Det er virkelig med til at motivere mig i forhold til min specialeskrivning, udtaler Anders, der håber at en forskningskarriere kunne blive en del af hans fremtid. Det samme håb har Maria Stahl Madsen, der i sit speciale fordyber sig i emnet C/EBPalpha som potentiel direkte modulator af PPARgamma aktivitet i fedtceller.
Gymnasier og skoler
De to scholarshipmodtagere får – foruden den økonomiske støtte – også mulighed for at komme ud på gymnasier og i grundskolen og fortælle om, hvor vigtig naturvidenskabelig forskning er for samfundet. Som scholarshipmodtagere er de nemlig også blevet Novo Science Ambassadører, som gratis kan bestilles af gymnasierne og grundskolerne.
Novo Nordisks/Novozymes ønsker således dels at bidrage til at styrke scholarshipmodtagernes forskeruddannelse, dels at kunne øge danske skoleelevers kendskab til spændende uddannelses- og karrieremuligheden inden for bioteknologi og lægemidler.
Symposium
Anders og Maria aflagde i sidste uge besøg på Novo Scholarship Symposium, hvor sidste års scholarshipmodtagere havde lejlighed til at præsentere, hvilke formidlingsfærdigheder de har opnået som Novo Science Ambassadører. Blandt de deltagende var to tidligere scholarshipmodtagere fra BMB – nemlig Mads Malik Aagaard Jørgensen og Lars la Cour Poulsen. Begge gjorde en fin figur. Mads holdt således et meget rost foredrag om ”Identification and characterization of PPAR domains involved in subtype specific activation of target genes” og Lars vandt en førstepris for sin populærvidenskabelige artikel ”Et fedt problem,” hvor han fokuserer på, ”…hvor fantastisk det er, når sukker omdannes til fedt, og hvor tragisk det er, når der bliver for meget af det…,” som han skriver i artiklen. Læs artiklen her.
41 scholarships
Siden scholarship programmet blev oprettet, har omkring 400 studerende fået en økonomisk håndsrækning fra Novo Nordisk og Novozymes under specialeskrivningen. Og interessen har været stor i år med 111 ansøgninger, hvoraf 41 studerende blev valgt ud primært inden for de biomedicinske, farmaceutiske og bioteknologiske videnskaber.
For at kunne søge om pengene skal de studerende gå på et dansk universitet eller Lunds Universitet, de må ikke modtage andre legater, og så forventes det, at de studerende helliger sig specialet fuldt ud og ikke arbejder ved siden af studierne.
Nyhed fra NAT's hjemmeside. Lagt på af U. Aljene.
30.01.2009
Tilbage til nyhedsoversigten