Forskere over hele verden citerer flittigt professor Peter Roepstorff fra Institut for Biokemi og Molekylær Biologi
Flere end 20.000 gange har forskere fra hele verden citeret et af de videnskabelige arbejder, som professor Peter Roepstorff fra Syddansk Universitet har fået udgivet.
En databasesøgning viser, at det anerkendte ”Web of Science” har registreret 438 publikationer med Peter Roepstorff på forfatterlisten. Den mest citerede artikel har næsten 2000 citationer, og selv om den blev publiceret tilbage i 1984, citeres den stadig livligt.
- Det er altid dejligt, når andre forskere anvender, værdsætter og citerer de forskningsresultater, man har publiceret. Det viser, at det man har beskæftiget sig med og fået løn for gennem et langt arbejdsliv er mere end blot et egotrip. Mine publikationer har også medført utallige invitationer til at holde foredrag på andre universiteter og på kongresser rundt omkring i verden og har skabt konstruktive spændende nationale og internationale samarbejder. Som min kone udtrykker det: ”Verden er blevet min legeplads”, siger Peter Roepstorff.
Med på Galathea 3
De imponerende citationstal afspejler to kernepunkter i hans forskning i proteiner. Peter Roepstorff var i 70’erne og 80’erne med til at lægge fundamentet for at analysere proteiner ved hjælp af massespektrometri, og hans forskningsgruppe på Institut for Biokemi og Molekylær Biologi arbejder med metodeudvikling af massespektrometri.
MenPeter Roepstorff har også anvendt sin store viden til at kaste sig over stadigt nye projekter. Han deltog blandt andet i den store danske forskningsekspedition Galathea 3 i 2006, hvor hans mål var at finde nye og ukendte selvlysende proteiner, som kan bruges inden for celleforskning.
Nyhed fra NAT. Lagt på af UAL.
16.02.2012
Tilbage til nyhedsoversigten