Førsteårsstuderende præsenterede deres ”forskningsprojekter” på Postersession, hvor både en publikumsfavorit og en videnskabelig vinder blev kåret. Det var to glade vinderhold fra BMB, der tog imod priserne.
Førsteårsprojektet
Førsteårsprojektet er afslutningen på Science-året for de naturvidenskabelige studerende, og med dette projekt får de studerende mulighed for at forske i en videnskabelig problemstilling, finde frem til en konklusion og vise processen og resultaterne frem for medstuderende, familiemedlemmer, undervisere og andre interesserede på minikonferencen Postersession.
Store forventninger
De førsteårsstuderende var spændte og forventningsfulde, før Postersession gik i gang, og opbakningen fra de mange fremmødte gæster gjorde da også stemningen ekstra god, da dekan Henrik Pedersen kl. 13 åbnede arrangementet på Campustorvet. Han fortalte, at det i år var nogle virkelig gode projekter, og at det havde været et forrygende kvartal, så der var noget at leve op til for projektgrupperne og deres posters.
Både en videnskabelig vinder og en publikumsfavorit skulle findes, så den videnskabelige jury gik i gang med at vurdere de mange posters, alt imens tilskuere, studerende og familiemedlemmer udfyldte stemmesedler til fordel for deres personlige favoritter.
Vinderne
Vinderne af publikumsprisen blev holdet med forskningsprojektet: "Enterotoksigen escherichia coli infektion af caenorhabditis elegans". Et projekt, der undersøger, om enterotoksinet fra enterotoksigene Escherischia coli spiller en rolle under infektion i en simpel værtsorganisme, nematoden Caenorhabditis elegans.
Holdet bestod af de fem studerende: Andreas M. Nielsen, Anne Louise Hemdrup, Rikke V. Barkholt, Thamayandika Sivananthan og Tobias B. Bernthsen ( det øverste billede).
Den videnskabelige pris gik til holdet med projektet: "Proteolytiske enzymer i venus fluefanger". Dette projekt undersøger, hvordan et enzym i den kødædende plante nedbryder det, planten fanger - fx insekter.
De glade vindere var: Kamilla S. Sjøgaard, Mathias K. Mortensen, Katrine Stegmann, Kristian Brøgger og Nadia Davidsen ( det nederste billede).
Stort tillykke til begge holdene!
(Vejlidere på holdet der vandt publikumsprisen - Jakob Møller-Jensen og Jonas Borch-Jensen. Vejleder på holdet der vandt den videnskabelige pris - Frank Kjeldsen).
Nyhed fra NAT og BMB weekly bulletin. Lagt på U. Aljene.
28.06.2010
Tilbage til nyhedsoversigten