30 gymnasielever fra hele landet har i denne uge gæstet Biologisk Institut samt Institut for Biokemi og Molekylærbiologi på SDU for at deltage i semifinalen til årets Biologi Olympiade. De 15 bedste deltagere blev fundet, og de kan nu gå videre til finalen, der finder sted i Århus den 26. marts.

18-årige Bolette Mose Jakobsen (yderst til venstre på billedet) fra Midtfyns Gymnasium i Ringe, som i øvrigt var den eneste repræsentant fra Fyn, er en af de 15, der nu kan tage tage turen til finalen i Århus. Men inden hæderen måtte hun sammen med de øvrige elever gennemgå en teoretisk test på to timer, samt to laboratorieøvelser om henholdsvis DNA og adfærdsbiologi i løbet af mandagen. Og niveauet var højt, testen var bl.a. udviklet af olympiadens styregruppe, og de forsikrede om, at selv en gymnasielærer sandsynligvis ikke ville kunne svare rigtig på alle spørgsmål i prøven. Tirsdagen blev afsluttet med en hyggelig tur rundt i Odense Zoo med biologistuderende Jesper Terp (yderst til højre på billedet) fra Syddansk Universitet med som guide.
Den Internationale Biologi Olympiade (IBO) er en konkurrence mellem elever fra hele verden. Konkurrencen omfatter såvel teoretiske som praktiske opgaver, og er for elever i ungdomsuddannelserne som ikke er fyldt 20 år den 1. juli 2009. Den 20. Internationale Biologi Olympiade finder sted i Tsukuba, Japan den 12.-19. juli. 2009.
Efter den danske finale i Århus den 26. marts, vil der kunne være fire elever tilbage. De bliver Danmark repræsentanter ved den internationale Biologiolympiade i Japan.
Nyhed fra NAT's hjemmeside. Lagt på af U. Aljene.
04.02.2009
Tilbage til nyhedsoversigten