To forskergrupper fra Syddansk Universitet med i nyt nordisk forskningscenter
Det er velkendt, at fiskeolier og andre fødevarer fra havet har en gavnlig effekt i forbindelse med forebyggelse af sukkersyge og hjerte-kar-sygdomme. Derfra og så til at forstå hvorfor og hvordan det hele hænger sammen, er der dog stadig et stykke vej. Men med oprettelsen af ’Nordisk Center for marine Bioaktive stoffer og forebyggelse af livsstilssygdomme’ er det første vigtige skridt taget.
Det nye center er et samarbejde mellem ni forskningspartnere, og fra Syddansk Universitet deltager forskningsgrupperne under ledelse af lektor Susanne Mandrup og professor Ole Nørregaard Jensen, begge fra Institut for Biokemi og Molekylær Biologi. Centeret er et af tre ’Nordic Centres of Excellence in research on Food, Nutrition & Health’, finansieret af NordForsk. Alle tre centre skal de næste fem år forske i nordiske fødevarer og sundhed.
Det er et spændende og meget vigtigt arbejde, forskerne nu skal i gang med. ”I sidste ende handler det jo om at forbedre vores sundhedstilstand” forklarer Susanne Mandrup. Forskerne skal allerførst i gang med at identificere de såkaldte bioaktive stoffer, altså bestemme hvilke stoffer, der er de aktive komponenter i de marine fødevarer; et arbejde Susanne Mandrup ser frem til. Når de aktive stoffer så er identificeret, kommer opgaven med at finde ud af, hvordan de rent faktisk påvirker vores krop. ”Vi vil specielt undersøge, hvordan muskelceller påvirkes af de bioaktive stoffer. Det er nemlig her nøglen ligger, hvis vi skal udnytte stoffernes potentiale til at forbedre sundhedstilstanden” forklarer Susanne Mandrup, der sammen med kollegaen Ole Nørregaard Jensen både glæder sig til at komme i gang med forskningen, men også glæder sig over, at Syddansk Universitet kommer til at spille en central rolle i det nye centers arbejde.
’Nordisk Center for marine Bioaktive stoffer og forebyggelse af livsstilssygdomme’ ledes af Rolf Berge fra Bergen Universitet og det præsenteres på et pressemøde i Oslo mandag d. 4. juni 2007.
04.06.2007
Tilbage til nyhedsoversigten