Lundbeckfonden har bevilget 10 mio. kr. til lektor Blagoy Blagoev fra Institut for Biokemi og Molekylær Biologi (BMB) i form af et Junior Group Leader Fellowship, der løber i de næste fem år.
Stamcellers modning - vejen til færdigspecialiserede celler og anvendelse i medicinsk behandling
Blagoy Blagoevs forskning fokuserer på de kontrolmekanismer, som styrer udviklingen af menneskelige celler fra stamceller til færdigmodnede og specialiserede celler. Stamceller har et stort potentiale inden for regenerativ medicin, hvis mål er at genopbygge eller erstatte skadet væv ved hjælp af stamceller.
Blagoevs forskningsgruppe benytter en analysemetode, der kaldes kvantitativ massespektrometri til at opnå detaljeret information om de generelle processer og individuelle faktorer, som regulerer opretholdelsen af en basispopulation af stamceller og de faktorer, som driver differentieringen af stamceller til specialiserede celler.
Det er nødvendigt at opnå mere viden om og bedre beskrivelser af de komplekse og dynamiske systemer, som regulerer stamcellers biologi for at kunne forbedre de praktiske medicinske anvendelsesmuligheder af den viden om stamceller, grundforskningen tilvejebringer.
Læs mere om Lundbeckfonden
Nyhed fra NAT. Lagt på af UAL.
15.10.2010
Tilbage til nyhedsoversigten